Lovforslag om afskaffelse af IVS’er og nedsættelse af kapitalkrav for ApS’er

Faglig nyhedErhvervsministeriets forslag til lov om ændring af selskabsloven og årsregnskabsloven indebærer afskaffelse af iværksætterselskaber og lavere kapitalkrav for anpartsselskaber

RegnskabVirksomhedsret

Den 28. februar 2019 fremsatte erhvervsminister Rasmus Jarlov et lovforslag om ændring af selskabsloven og årsregnskabsloven.

 

Forslaget indebærer en afskaffelse af iværksætterselskaber som selskabsform. En analyse fra Erhvervsstyrelsen (17. september 2018) viser, at IVS’erne har medført en forhøjet risiko for svig og opbygning af gæld til det offentlige. Forslaget indeholder også en nedsættelse af kapitalkravet til anpartsselskaber fra 50.000 kr. til 40.000 kr.

 

”FSR – danske revisorer er positivt stemt over for afskaffelsen af iværksætterselskaberne, da analyser viser, at der har været meget misbrug af selskabsformen og meget lille reel gevinst for erhvervslivet” siger Tom Vile Jensen, direktør i FSR – danske revisorer, der også giver forslaget om nedsættelse af kapitalkravet til Aps’erne et par ord med på vejen: ”I en tid, hvor myndighederne ikke har mange ressourcer til at tage sig af snyd og selskabssvindel, så synes vi, at det er risikabelt, at sænke kapitalkravene igen-igen. Det er samtidigt et forkert signal at sende, at en virksomhedsstifter skal have hånden endnu mindre på kogepladen end tidligere”.

 

Det er regeringen og Dansk Folkeparti, der danner flertal i Folketinget for at få lovforslaget vedtaget. Men selvom lovforslaget sandsynligvis vedtages, er der ikke meldt noget ud om forventet ikrafttrædelsesdato.

 

Hvad sker der, hvis lovforslaget vedtages?

Såfremt lovforslaget vedtages, skal generalforsamlingen i et iværksætterselskab, som ikke er under konkurs eller tvangsopløsning, senest 2 år efter lovens ikrafttræden, med det stemmeflertal, der kræves til vedtægtsændring, beslutte, at iværksætterselskabet skal omregistrere sig til et anpartsselskab. Kapitalgrundlaget skal ifølge lovforslaget være mindst 40.000 kr. senest 2 år efter lovens ikrafttræden, før omregistrering er mulig. Det er en betingelse for omregistreringen, at der udarbejdes en erklæring af en vurderingsmand, jf. selskabslovens § 37, om, at kapitalen er til stede. 

 

Opfylder iværksætterselskabet ikke kravet til omregistrering kan Erhvervsstyrelsen i første omgang fastsætte en frist for, hvornår det skal gøres. Overskrides også denne frist, kan Erhvervsstyrelsen anmode skifteretten om at opløse selskabet.

 

Eventuelle bemærkninger til lovforslaget kan sendes til Erhvervsstyrelsen senest den 14. marts 2019.

 

Se lovforslaget her

Kontakt

  • Tom Vile Jensen

    Direktør

    3369 1051
    M: 4193 3151
  • Ole Steen Jørgensen

    Chefkonsulent - cand.merc.aud.

    3369 1026
    4193 3126