Going concern – COVID19

Faglig nyhedI forlængelse af myndighedernes initiativer til at bremse COVID19 er revision af going concern blevet meget aktuelt. Nogle virksomheder vil være tvunget til at lukke ned i en periode, og andre vil være nødsaget til at gå markant ned i kadence. Det giver naturligvis anledning til en række overvejelser om going concern i forbindelse med afgivelse af erklæringer om virksomhedernes årsregnskaber.

Revision

Going concern handler om selskabets evne til at fortsætte driften. Ledelsen og revisor skal vurdere, om selskabet har tilstrækkelige midler til at kunne fortsætte driften 12 måneder fra balancedagen. Det er en vanskelig vurdering, som bliver yderligere vanskeliggjort af, at den nuværende situation er afledt af myndighedernes løbende initiativer som følge af spredning af COVID19. Det er således forhold uden for virksomhedernes kontrol, som tilmed er meget vanskelige at forudsige udviklingen af.

Overvejelser vedrørende going concern
I forbindelse med vurderingen af, om en virksomhed er going concern, kan revisor tage følgende med i sine overvejelser:  

  • Hvorledes er virksomheden påvirket af regeringens tiltag? (direkte eller indirekte påvirkning
  • Er virksomheden underlagt direkte restriktioner? (fx tvangslukket)    
  • Hvor længe forventes det, at virksomheden vil være underlagt restriktioner? (oplysninger fra myndighederne om tidshorisont)
  • Hvorledes ser virksomhedens situation ud efter det forventede tidspunkt for ophør af restriktionerne?
  • Hvad siger prognoserne for udviklingen i smittespredningen?
  • Kan finansiering fra pengeinstituttet opretholdes og udvides?

Bemærk, at uanset at restriktionerne umiddelbart har en udløbsdato, er der risiko for, at disse forlænges. Det må også forventes, at det kommer til at tage noget tid, før aktiviteten i samfundet er tilbage på samme niveau som før COVID19.

Going concern-vurdering og erklæring
Vurdering af going concern er altid en konkret vurdering, men det er klart en indikation på going concern-udfordringer, hvis en virksomhed ikke forventes at kunne komme igennem den udmeldte restriktionsperiode uden offentlige subsidier, fx fra offentlige kompensationsordninger. I sådanne tilfælde vil det sædvanligvis være nødvendigt, at ledelsen omtaler forholdet i noterne til regnskabet og i ledelsesberetning. Herudover bør revisor medtage en oplysning om væsentlig usikkerhed vedrørende fortsat drift i revisionspåtegningen eller erklæringen om udvidet gennemgang. Hvis det er helt usandsynligt, at virksomheden kan fortsætte driften, vil det i stedet give anledning til et forbehold for going concern, medmindre regnskabet aflægges efter realisationsværdier.

Hvis der afgives assistanceerklæringer, er det også relevant at give oplysninger om usikkerhed vedrørende fortsat drift i noterne. Det er vigtigt at være opmærksom på, at revisor ikke kan afgive erklæringen, hvis usikkerheder vedrørende going concern ikke er tilstrækkeligt beskrevet.

Det er vores vurdering, at mange virksomheder vil komme i vanskeligheder som følge af myndighedernes tiltag, og at mange virksomheder vil have svært ved at klare sig igennem restriktionsperioderne. Der vil derfor være rigtigt mange regnskaber, hvor der er behov for omtale af going concern både i regnskabet og erklæringen. Der er derfor god grund til at genopfriske krav og vejledning i ISA 570 "Fortsat drift".

Læs i øvrigt mere om going concern her