Erklæringsbekendtgørelsen, som ændret april 2013

Faglig nyhedErhvervsstyrelsens erklæringsstandard som, jf. årsregnskabsloven § 135, stk.1, nr. 2, af virksomheder i regnskabsklasse B kan vælges anvendt som alternativ til en revision efter de internationale standarder, er nu indarbejdet i erklæringsbekendtgørelsen. Samtidig er der i bekendtgørelsen indført et særskilt kapitel "Erklæring om udvidet gennemgang af regnskaber" §§ 9-11. Ændringerne træder i kraft 22. april 2013.

Revision

Siden 1. januar 2013 har det været muligt for virksomheder i regnskabsklasse B, herunder holdingvirksomheder, at vælge at få udført en gennemgang af årsregnskabet efter Erhvervsstyrelsens erklæringsstandard for små virksomheder i stedet for en revision efter internationale standarder om revision. Beslutningen om anvendelsen af Erhvervsstyrelsens standard er et valg, der skal træffes på den ordinære generalforsamling.

Erhvervsstyrelsen har nu udsendt omtalte erklæringsstandard, der fremgår som bilag 1 til erklæringsbekendtgørelsen om godkendte revisorers erklæringer (erklæringsbekendtgørelsen under benævnelsen ”Erhvervsstyrelsens erklæringsstandard for små virksomheder (Udvidet gennemgang af årsregnskaber)”). I forbindelse med den nye erklæringsopgave er der indsat et nyt kapitel i selve erklæringsbekendtgørelsen under overskriften ”Erklæringer om udvidet gennemgang af regnskaber” (§§ 9-11).

Bestemmelserne om udvidet gennemgang har medført enkelte rettelser til § 12, der omhandler erklæringer om gennemgang (review) af regnskaber. Rettelserne har alene som formål at skabe konsistens i lovgivningen og har som sådan ingen materiel betydning på udformningen af revisors erklæring om review (gennemgang). Endvidere er der ved tilføjelsen af sidste punktum i § 17, stk. 3, åbnet mulighed for, at de virksomheder, der vælger at få udført en udvidet gennemgang af årsregnskabet, også kan vælge at benytte denne standard på de regnskaber eller bestanddele af regnskaber, der kræves udarbejdet og revideret ifølge selskabsloven, samt eventuelle perioderegnskaber, som virksomheden måtte vælge at udarbejde, og som ikke omfattes af erklæringsbekendtgørelsens § 2.

FSR - danske revisorer har som supplement til Erhvervstyrelsens erklæringsstandard udsendt standarden "Udvidet gennemgang af årsregnskaber, der udarbejdes efter årsregnskabsloven", der udover bestemmelserne i erklæringsbekendtgørelsen indholder andre krav og anden vejledning, der er relevant for opgaver om udvidet gennemgang.

Erklæringsbekendtgørelsen som ændret april 2013 -> Erklæringsbekendtgørelsen

Erklæringsvejledning af 24. marts 2009 -> her

FSR - danske revisorers standard om udvidet gennemgang af årsregnskaber - > her