Ny revisionsbekendtgørelse for finansielle virksomheder

Faglig nyhedFinanstilsynet har medio december 2014 udstedt ny bekendtgørelse om revisionens gennemførelse i finansielle virksomheder. Den centrale ændring i bekendtgørelsen er relateret til den interne revisions opgaver og ansvar.

Revision

Formålet med ændring af revisionsbekendtgørelsen har primært været at indføre et eksplicit krav om, at den af intern revision udførte revision skal omfatte virksomhedens administrative og regnskabsmæssige praksis på alle væsentlige og risikofyldte områder i virksomheden. Derudover er der foretaget opdateringer af henvisninger og terminologi til ny lovgivning, samt tekniske rettelser.

Der indføres et krav til omfanget af den interne revisionsfunktions operationelle revision. De omfattede virksomheder vil være dem, der allerede i dag er underlagt kravet om intern revision, dvs. virksomheder der i gennemsnit har 125 fuldtidsansatte i virksomheden eller koncernen, eller som på grund af størrelse og kompleksitet har valgt at oprette en intern revision. Der henvises til § 22, stk. 1, § 28, stk. 4, § 49, stk. 2 og bilag 4, afsnit 2.2 i revisionsbekendtgørelsen.

I henhold til den hidtidige revisionsbekendtgørelse skulle intern revision deltage i revisionen af de væsentlige og risikofyldte poster i regnskabet, såfremt intern revision påtegner årsregnskabet. Derudover var der i revisionsbekendtgørelsen reelt kun få krav til, hvilke opgaver intern revision skulle udføre, da der er stor aftalefrihed i aftalen om arbejdsopgaver, der indgås mellem bestyrelsen og den interne revision.

Kravet om operationel revision udført af intern revision træder i kraft 1. januar 2016. Derudover åbnes der op for at kunne outsource intern revision. Der skal dog fortsat være en revisionschef, som kun udfører revision, og jf. § 24 stk. 2 skal der være tilstrækkelige ressourcer og kompetencer i intern revision til at sikre, at alt arbejde – inkl. det outsourcede – er udført i overensstemmelse med god revisorskik.

I 2013 undergik revisionsbekendtgørelsen en større opdatering. Vi har tidligere informeret herom på hjemmesiden.

 

Download revisionsbekendtgørelsen nr. 1392 af 15. december 2014 her.

Se tidligere nyhed her.

Kontakt

  • Ole Steen Jørgensen

    Chefkonsulent - cand.merc.aud.

    3369 1026
    4193 3126