Ny revisionsbekendtgørelse for finansielle virksomheder

Faglig nyhedFinanstilsynet har nu udstedt den nye revisionsbekendtgørelse for finansielle virksomheder. Bekendtgørelsen beskriver arbejdshandlinger, revisor skal udføre i sådanne virksomheder.

Revision

Finanstilsynet har  ultimo august 2013 udstedt en ny bekendtgørelse om revisionens gennemførelse i finansielle virksomheder mv. samt finansielle koncerner.

Den hidtidige bekendtgørelse har været gennemgået af en arbejdsgruppe i Finanstilsynet, hvor FSR - danske revisorer og foreningen af interne revisorer (IIA) var repræsenteret. Formålet har været at skabe mere klarhed over, hvilke krav der stilles til revisor. Samtidigt har Finanstilsynet ønsket at udvide nogle af de opgaver, som revisor er pålagt.

Som en helt centralt del i den nye bekendtgørelse er et nyt bilag, som beskriver en række arbejdshandlinger, som revisor skal foretage (bilag 2).

Blandt udvidelserne af revisors arbejde kan nævnes den regnskabsmæssige forudsætning om fortsat drift (going concern), hvor tilsynet har ønsket, at revisor foretager flere handlinger i forhold til opgørelsen af solvens end tilfældet er i dag. Herudover lægger Finanstilsynet i den nye revisionsbekendtgørelse op til, at revisors arbejde med forretningsgange og interne kontroller knyttes op på de krav, der stilles til virksomhederne i ledelsesbekendtgørelserne.

Beskrivelsen af revisors arbejdshandlinger er relativt udførligt, og omfatter følgende delområder:

- Opsummeringer

- Konklusioner vedrørende intern revision

- Oplysninger i protokollat vedrørende årsregnskabet om assistance- eller rådgivningsopgaver

- Oplysninger om ikke-korrigerede fejl

- Virksomhedens administrative og regnskabsmæssige praksis, herunder særlige forhold i 1) pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber, 2) forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, 3) investeringsforeninger og investeringsforvaltningsselskaber

- Spekulationsbestemmelserne

- Koncerninterne transaktioner og koncerninterne engagementer

- Engagementer med nærtstående parter

- Meddelelse til Finanstilsynet - going concern forudsætning

- Pengeinstitutters måling af udlån

- Pengeinstitutters gengivelse af engagementer

- Realkreditinstitutters udlån

- Forsikringsselskabers opgørelse af forsikringsmæssige hensættelser

- Forsikringsselskabers opgørelse af kapitalforhold

- Årsregnskabsprotokollatet i fondsmæglerselskaber, investeringsforeninger og hedgeforeninger

- Revisionsplan for intern revision hos værdipapirhandlere

De oplysninger, som afgives, er ikke en del af selve revisionen, og der er ikke tale om erklæringer omfattet af erklæringsbekendtgørelsen, da der er tale om oplysninger m.v. som afgives i et to-parts forhold.

FSR - danske revisorers Finansielle Udvalg (FINU) har været foreningens repræsentanter i arbejdet og vil vende tilbage med en nærmere orientering.

Samtidig vil bekendtgørelsen blive taget op i kursussammenhæng - herunder på pengeinstitut- og forsikringskurser til efteråret.

Den nye bekendtgørelse træder i kraft den 1. september 2013 og har virkning for revisionsprotokollater, der vedrører regnskabsår, der påbegyndes den 1. januar 2013 eller senere.

Download revisionsbekendtgørelsen nr. 1024 af 21. august 2013  

Kontakt

  • Ole Steen Jørgensen

    Chefkonsulent - cand.merc.aud.

    3369 1026
    4193 3126