Ansøgning om refusion af udbytteskat skal frem over ske digitalt

Faglig nyhedFra den 1. april 2017 skal der i forbindelse med bekendtgørelse om digital kommunikation på Skatteministeriets område ansøges digitalt om refusion af dansk udbytteskat. Den digitale blanket kan benyttes allerede nu, mens ansøgning via brev fortsat kan benyttes frem til den 31. marts 2017.

Skat

SKAT har udsendt meddelelse om at det, fra den 1. april 2017, kun er muligt at søge om refusion af udbytteskat med SKATs digitale blanket, og at det bliver muligt at søge refusion af op til 20 forskellige aktier eller udlodninger per webblanket.

For at kunne søge om refusion skal visse krav om både skattemæssige forhold og dokumentation være opfyldt. For at kunne søge om refusion skal aktionæren være skattepligtig i et andet land eller være ikke-skattepligtig til Danmark. Det er muligt for revisorer eller rådgivere at søge på vegne af aktionærer.

Refusion af for meget betalt udbytteskat kan ske, hvis den indeholdte kildeskat på udbyttet overstiger det, som Danmark har beskatningsretten til. Fordeling af beskatningsretten følger typisk af dobbeltbeskatningsoverenskomsterne. Det er et krav, at dette kan dokumenteres, og indgår som en betingelse for at kunne få refusion af udbytteskatten. Der skal indsendes en hjemstedserklæring eller anden dokumentation, som er attesteret af den udenlandske kompetente myndighed, der viser, at aktionæren er omfattet af en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller et gældende frikort udstedt af SKAT.

For at kunne søge om refusion, skal refusionsansøgeren dokumentere følgende i ansøgningen, at:

  • Aktionæren har modtaget dansk udbytte og hvor stort udbyttet er
  • Der er indeholdt dansk udbytteskat og hvor stor den indeholdte udbytteskat er
  • Aktionæren er den retmæssige ejer af aktierne på tidspunktet for vedtagelsen af udbyttet
  • Aktionæren er skattepligtig i et andet land, og at den indeholdte skat overstiger den endelige skat i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten eller
  • Den indeholdte skat overstiger den endelige skat efter gældende dansk skatteret. 

SKAT anfører i meddelelsen eksempler på, hvordan dokumentation af udbyttenota, kontoudtog, depotoversigt, købsbilag, fuldmagt og aktieløn kan dokumenteres.

Revisor kan i nogle tilfælde have behov for at sende ansøgninger for mange aktionærer og kan derfor i særlige tilfælde benytte SKATs masseafleveringer. Der kan derfor søges om at få autorisation til at benytte masseafleveringsformatet. Læs mere om det her.

Læs hele SKATs vejledningsmeddelelse.

Har du kommentarer til blanketten eller SKATs IT-løsninger generelt, er du velkommen til at kontakte Kasper Bring Truelsen på kbt@fsr.dk.