Import og eksport af motorkøretøjer under COVID-19

Faglig nyhedHvad er konsekvenserne af import/eksport af køretøjer, når de danske grænser er lukket pr. 14. marts.

Skat

Den 14. marts lukkede de danske grænser midlertidigt og den 16. marts lukkede Tyskland sine grænser. 

FSR - danske revisorer har været i dialog med Motorstyrelsen om, hvilke konsekvenser det har for bilbranchen, at grænserne er lukket. 

Import af køretøjer
Import af køretøjer anses som udgangspunkt for et anerkendelsesværdigt formål i Danmark, når transportøren kan dokumentere, at transporten sker som led i udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed.

Udgangspunktet er, at køretøjer, som importeres til Danmark, ikke er berørt af den danske grænselukning. Alle udlændinge, som har et anerkendelsesværdigt formål, har mulighed for at komme ind i Danmark.

Hvis transportøren kan dokumentere, at transporten ind i Danmark sker som led i udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed, anses transporten for at være et anerkendelsesværdigt formål. Det er derfor fortsat muligt at importere køretøjer til Danmark.

Man kan læse nærmere i Motorstyrelsens nyhedsbrev her

Eksport af køretøjer
Ifølge Motorstyrelsens oplysninger anser de tyske myndigheder ligeledes erhvervsmæssig transport som et anerkendelsesværdigt formål, hvilket betyder, at det fortsat skulle være muligt for eksportører at udføre varer, herunder køretøjer, til Tyskland.

Ifølge det oplyste administreres den tyske grænselukning efter samme principper som den danske. Det betyder, at erhvervsmæssig transport fra Danmark til Tyskland anses for at være et anerkendelsesværdigt formål. Den tyske grænselukning forventes derfor ikke at påvirke muligheden for erhvervsmæssig eksport af køretøjer over den tyske grænse.

Specifikt for køretøjer anmeldt til eksport
Både for selvanmeldere og andre gælder der specifikke frister for adgangen til at modtage eksportgodtgørelsen.

Selvanmeldere
Selvanmeldere skal kontakte Motorstyrelsen, hvis det ikke kan lade sig gøre at få udført køretøjerne inden den 15. i den måned efter anmeldelsen er sket. Det er derfor vigtigt at tage kontakt til Motorstyrelsen, for at få taget køretøjet af månedsangivelsen, hvis følgerne af COVID-19 hindrer udførslen af køretøjerne til den planlagte tid.

Selvanmeldere skal kontakte Motorstyrelsen dagen før månedsangivelsen godkendes (senest den 14. i måneden efter perioden for månedsangivelse). Såfremt den 14. falder på en lørdag, skal månedsangivelsen ikke godkendes, før selvanmelder har modtaget en kvittering fra Motorstyrelsen den første hverdag, efter månedsangivelsen skulle være godkendt. 

Motorstyrelsen skal kontaktes skriftligt på følgende mail: 

Motorekspedition@motorst.dk

Emnefeltet bedes udfyldt "Månedsangivelse".

Andre end selvanmeldere
Når Motorstyrelsen anmodes om at værdifastsætte et køretøj til eksport, skal ansøger efterfølgende indsende dokumentation for køretøjets udførsel. Køretøjet skal udføres senest 3 måneder efter anmodning om værdifastsættelse.

Såfremt det pga. COVID-19 ikke er muligt at udføre køretøjet senest 3 måneder efter anmodning, skal ansøger give besked til Motorstyrelsen om, at den indsendte ansøgning tilbagekaldes.

Motorstyrelsen skal have besked på:

Motorekspedition@motorst.dk

Emnefeltet bedes udfyldt "Tilbagekaldelse af anmodning om eksportgodtgørelse".

Yderligere information om køretøjer anmeldt til eksport kan læses her