Skattestyrelsen kan ikke se anmodninger om udsættelse af selvangivelse med frist 31. december 2018

Faglig nyhedFSR er blevet informeret om, at Skattestyrelsen ikke har mulighed for at se anmodninger om udsættelser med aflevering af selvangivelsen, hvis man har ansøgt fra den 5. december 2018. Rådgivere og selskaber, som har anmodet om udsættelse, vil først få svar fra Skattestyrelsen efter nytår.

Skat

På grund af leverandørskifte på et system hos Skattestyrelsen har Skattestyrelsen mistet forbindelsen mellem systemet og Tast Selv Erhverv – Selskabsskat (DIAS).

 

Det har den konsekvens, at Skattestyrelsen ikke har mulighed for at se og behandle anmodninger om udsættelser med aflevering af selvangivelser med frist 31. december 2018. Det omfatter dog kun anmodninger, der er indsendt den 5. december 2018 og senere.

 

Alle anmodninger er registreret i systemet, og Skattestyrelsen vil få adgang til anmodningerne så snart forbindelsen mellem systemerne er genoprettet, hvilket de forventer vil ske i starten af januar.

 

Det betyder dog, at selskaber og rådgivere ikke får svar på deres henvendelser om udsættelse inden selvangivelsesfristen den 31. december 2018.

 

Alle henvendelser vil blive behandlet og alle rettidigt indsendte anmodninger om udsættelse vil på grund af de særlige omstændigheder blive behandlet positivt, medmindre der foreligger helt særlige omstændigheder.

 

Når selskaber og rådgivere logger ind på Tast Selv Erhverv, er der en driftsmeddelelse, der informerer om fejlen. Man vil også få samme besked, hvis man ringer til Skattestyrelsen.

 

Man vil ikke opleve problemer med at indtaste selvangivelsen.

Kontakt

  • Louise Egede Olesen

    Skattekonsulent

    2132 1838