Udlejning af garage var ikke erhvervsmæssig virksomhed

Faglig nyhedUdlejning af garage blev ikke drevet med en tilstrækkelig høj intensitet og blev heller ikke drevet rentabelt, og virksomhedsskatteordningen kunne derfor ikke opretholdes.

Skat

Klager havde i en årrække benyttet virksomhedsskatteordningen, og selvom aktiverne de seneste år var blevet afhændet, og værdien primært var placeret i værdipapirer, var det rådgivers vurdering, at der fortsat var tale om erhvervsmæssig virksomhed. Det var hverken SKAT eller Landsskatteretten enige i.

SKAT mente, at selvom udlejning af fast ejendom som udgangspunkt anses for at være erhvervsmæssig virksomhed, skal det konkret vurderes om virksomheden drives erhvervsmæssigt. Efter SKATs opfattelse var anskaffelsen og udlejningen af garagen udelukkende sket for at opretholde virksomhedsskatteordningen. SKAT fandt ikke, at udlejningen af garagen var erhvervsmæssig, blandt andet fordi

  • Virksomheden gav underskud før der indregnedes kursgevinst og kurstab fra værdipapirer
  • Anskaffelsen og udlejningen skete udelukkende for at opretholde virksomhedsskatteordningen
  • SKAT fandt det ikke sandsynliggjort, at virksomheden havde en tilstrækkelig høj intensitet eller forventedes rentabel

På trods af at rådgiver argumenterede for, at udlejning af fast ejendom normalt anses for at være erhvervsmæssig virksomhed og blandt andet henviste til SKM2014.732.VLR, vurderede Landsskatteretten også, at der ikke var tale om erhvervsmæssig virksomhed, hvorfor klager ikke kunne benytte virksomhedsskatteordningen.

Nærværende afgørelse fra Landsskatteretten er det seneste eksempel, som illustrerer vigtigheden af, at der er tale om tilstrækkelig erhvervsmæssig virksomhed for at kunne opretholde virksomhedsordningen, og at myndighederne vil påse om dette er tilfældet. Det er derfor væsentligt at vurdere, når skatteyder sælger ud af aktiverne i virksomhedsordningen, om det resterende har en tilstrækkelig erhvervsmæssig aktivitet til, at skatteyder kan opretholde virksomhedsordningen.

 

Læs hele afgørelsen SKM2018.338.LSR