Erhvervsstyrelsens retningslinjer for kvalitetskontrol 2016 er nu offentliggjort - risikobaseret kontrol og fokusområder

Faglig nyhedErhvervsstyrelsen har netop offentliggjort retningslinjerne for den kommende kvalitetskontrol for 2016. Retningslinjerne er tilpasset den risikobaseret tilgang til kvalitetskontrollen fra direktivet, som er indarbejdet i den ny revisorlov og tilhørende bekendtgørelser. Nyt fokusområde er kommet til med fokus på partnerbelastning.

KvalitetOm revisorRevision

FSR – danske revisorer har været i løbende dialog med Erhvervsstyrelsen i forhold til den nye revisorlov og tilhørende bekendtgørelser, herunder om den fremtidige risikobaserede kvalitetskontrol.

Både FSR – danske revisorer og myndighederne har haft et ønske om at fastholde den høje kvalitet af revisorernes arbejde og samtidig skabe en mere effektiv kvalitetskontrol. Vi er derfor glade for, at reglerne for kvalitetskontrol og sanktioner i høj grad afspejler vores forslag fra vores udspil om et nyt og effektivt kvalitetskontrolsystem og sanktionssystem. Direktivets bestemmelser om en risikobaseret og proportional kvalitetskontrol har været meget overfladisk belyst, hvorfor det har været vigtigt, at FSR – danske revisorer har været på banen med udspil og input til fremtidens kvalitetskontrol.

Ligeledes har vi været i løbende dialog med Erhvervsstyrelsen om retningslinjerne og arbejdsprogrammer for den risikobaserede kvalitetskontrol af revisionsvirksomhederne og deres kvalitetsstyringssystemer og enkeltsager mv., som vi har afgivet høringssvar på i denne måned.

Nyt i kvalitetskontrollen
Erhvervsstyrelsen har generelt været positive over for foreningens udspil til fremtidens kvalitetskontrol og input til forenkling og forbedring af retningslinjerne mv. Vi har tidligere udsendt nyheder om de væsentligste ændringer til revisorloven og tilhørende bekendtgørelser. De overordnede ændringer i retningslinjerne for 2016 er følgende:

  • Et mere risikobaseret tilsyn med revisionsvirksomheder og revisorer i forhold til udvælgelse af revisionsvirksomheder og enkeltsager
  • Mulighed for temabaserede kontroller
  • Færre stikprøver på non PIE-enkeltsager i større revisionsvirksomheder mod til gengæld mere målrettet kontrol
  • Ensartethed i kontrol og reaktioner, herunder med en mere ensartet rapportering for fejl og mangler
  • Ensartet rapportering, hvor kontrol af non PIE-revisionsvirksomheder sker via en rapport frem for den tidligere erklæring
  • Et ønske om hurtigere sagsbehandling
  • Handlingsplaner for revisionsvirksomheder, hvor der konstateres fejl og mangler med mulighed for at rette op på forholdende med mindre der er tale om groft tilsidesættelse af god revisorskik

Ensartethed i kvalitetskontrollen
Revisortilsynet har tidligere udarbejdet en guide til ”Det gode kontrolforløb”, som giver god vejledning til kontrollanter og revisionsvirksomheder i forhold til kontrolgennemførelsen. Nogle revisionsvirksomheder oplever gode og konstruktive kontrolforløb og andre en mere turbulent kontrol med uenighed i tilgang til kvalitetskontrollen. For at imødekomme en mere ensartet håndtering af kvalitetskontrollen har Erhvervsstyrelsen udarbejdet vejledningsmateriale til udfyldelse af arbejdsprogrammerne. Dertil vil styrelsen afholde kurser kun for kontrollanter for at intensivere arbejdet omkring kvalitetskontrollen og for at skabe en mere ensarthed i tilgang til og udførelse af kvalitetskontrollen.

PIE-revisionsvirksomheder
Arbejdsprogrammerne for kontrol af PIE-revisionsvirksomhederne (revisionsvirksomheder, som reviderer virksomheder af offentlig interesse) og deres kvalitetsstyringssystem vil fortsat ske via det internationale arbejdsprogram (CAIM) og med en omfattende materialeliste til brug for kontrollen. Dette sker igennem EAIG, som den danske myndighed og andre landes myndigheder er medlem af.

Non PIE-revisionsvirksomheder
Arbejdsprogrammerne for kontrol af non PIE-revisionsvirksomheder (revisionsvirksomheder, som afgiver erklæringer med sikkerhed over for virksomheder i SMV-segmentet) og deres kvalitetsstyringssystemer byder ikke på de store ændringer i forhold til tidligere år.

Fokusområder

Retningslinjernes fokusområder som en del af en risikobaseret tilgang vil blive videreført fra tidligere år dog med tillæg af partnerinvolvering i erklæringsopgaverne. Sidste års fokusområde om revisionsvirksomheders opkøb, fusioner mv. af og med andre revisionsvirksomheder vil være en naturlig del af de overvejelser en kontrollant skal gøre sig i forbindelse med kontrollen. Fokusområder for alle revisionsvirksomheder vil således være:

  1. Revision af omsætning, herunder tilstrækkelig risikovurdering og revisionsbevis
  2. Værdiansættelse af aktiver, herunder påvirkning af væsentlige skøn, reaktion på risici og usikkerheder
  3. Going concern, herunder tilstrækkelig risikovurdering og revisionsbevis
  4. Koncernrevision, herunder anvendelse af komponentrevisors arbejde
  5. Sagsbelastning og involvering af underskrivende revisor i opgaveløsningen

Dertil vil der fortsat være særlig fokus i PIE-revisionsvirksomheder på følgende:

  1. Kvalitetssikringsgennemgang
  2. Uafhængighed, herunder med fokus på selvrevision og intimidering

Læs retningslinjer her.

Afslutningsvis

FSR – danske revisorer er generelt positiv over for styrelsens oplæg til retningslinjerne. Det er meget afgørende for os, at der skabes en ensartethed i tilgangen og udførelsen af kvalitetskontrollen. Dertil er det vigtigt, at der sker en ensartet behandling og håndtering af de typer fejl og mangler, som konstateres hos revisionsvirksomhederne med mulighed for at rette op på disse forhold med udarbejdelse af handlingsplaner til sikring heraf.