Politiske drøftelser om afskaffelse af IVS: Ændringsforslag fra ministeren

Faglig nyhedErhvervsministeren fremsatte i februar 2019 forslag om afskaffelse af iværksætterselskaber og nedsættelse af minimumskapital for anpartsselskaber. Ifølge et ændringsforslag vil et IVS kunne omregistreres til ApS uden en erklæring fra en vurderingsmand, hvis der foreligger et nyere revideret årsregnskab og en ledelseserklæring om, at kapitalen er til stede.

Virksomhedsret

Regeringen har tidligere på året indgået en aftale med Dansk Folkeparti om dels at afskaffe iværksætterselskab som selskabsform og dels sænke kapitalkravet til anpartsselskaber.

FSR har i høringssvar til lovforslaget bemærket, at overgangen til et anpartsselskab burde gøres lempeligere for de iværksætterselskaber, der har indsendt et revideret årsregnskab, med en erklæring uden modifikationer fra revisor, der viser en egenkapital på minimum 40.000 kr. med en balancedag, som ligger max. 3 måneder forud for omregistreringen, og hvor ledelsen har givet en erklæring om, at kapitalen er til stede. Det fremsatte lovforslag krævede, at der i alle tilfælde bliver udarbejdet en erklæring fra en vurderingsmand om, at kapitalen er til stede.

Erhvervsminister Rasmus Jarlov udtalte sig meget positivt omkring FSR – danske revisorers bemærkning, og det ses da også i ændringsforslaget til 2. behandlingen, at der er indført en lempelse for disse iværksætterselskaber. Det fremgår af ændringsforslaget, at erklæring fra en vurderingsmand ikke kræves, hvis iværksætterselskabets seneste reviderede årsregnskab udviser en selskabskapital på minimum 40.000 kr., med en balancedag tidligst 5 måneder forud for vedtagelse af omregistreringen. Ledelsen skal afgive en erklæring om, at selskabskapitalen er til stede.

Der er under behandlingen af lovforslaget fremkommet henvendelser til Folketinget fra blandt andre selskabsretsprofessorer og Dansk Iværksætterforening. Inspireret af disse henvendelser har Morten Bødskov (S) anmodet ministeren om teknisk bistand til udformning af et ændringsforslag, som går ud på, at man suspenderer muligheden for at stifte iværksætterselskaber for en 1-årig periode i stedet for helt at afskaffe iværksætterselskaberne. I den 1-årige periode skal der iværksættes en grundig undersøgelse af iværksætterselskabsordningen med henblik på, at sagens tages op til fornyet behandling i Folketinget i foråret 2020. Rasmus Jarlov, og dermed regeringen, kan ikke støtte et sådant ændringsforslag.

Lovforslagets behandling i Folketinger er blevet udskudt lidt i forhold til den oprindelige plan, således at 2. behandlingen finder sted den 4. april 2019 og 3. behandlingen finder sted den 9. april 2019.  

Download ændringsforslag fra erhvervsministeren om omregistrering fra IVS til ApS

Download FSR - danske revisorers høringssvar af 8. marts 2019

Lovforslaget blev vedtaget den 9. april 2019 og offentliggjort i Lovtidende den 14. april 2019 som LOV nr. 445 af 13/04/2019. Læs lovteksten her