Obs: Underretninger om erhvervsdrivende fonde om fondsretlige overtrædelser

Faglig nyhedErhvervsfondslovens § 74, stk. 2, 1. pkt., er et eksempel på en lovbestemmelse, der er formuleret direkte i strid med lovens forarbejder og efterfølgende fondsmyndighedens praksis. Efter den sidstnævnte skal der altid underrettes undtagen om uvæsentlige forhold, der berigtiges.

VirksomhedsretOm revisor

Erhvervsfondslovens § 74, stk. 2, 1. pkt., har denne ordlyd (med mine fremhævelser):

”Revisor skal straks give meddelelse til fondsmyndigheden, hvis denne lov, bestemmelser fastsat i henhold til denne lov eller vedtægten ikke er overholdt og den pågældende overtrædelse ikke er uvæsentlig eller straks berigtiges”.

Efter ordlyden skal der således ikke underrettes om uvæsentlige forhold (det ligger i det fremhævede ”og”) eller om forhold, herunder også væsentlige forhold, der straks berigtiges (det ligger i det fremhævede ”eller”).

Efter lovens forarbejder og Erhvervsstyrelsens vejledning er dette ikke intentionen. Der er således tale om en klar uoverensstemmelse mellem lovens ordlyd og dens intentioner.


I Erhvervsstyrelsens vejledning om ”Revisors rolle og særlige funktion i erhvervsdrivende fonde”, afsnit 5.1.1, fra september 2014 begrænses underretningspligten således kun til uvæsentlige forhold, der berigtiges:

”Hvis der er tale om mindre forhold, der umiddelbart kan berigtiges af bestyrelsen, skal revisor dog ikke underrette fondsmyndigheden, hvis bestyrelsen efter opfordring fra revisor umiddelbart berigtiger forholdet. Bestyrelsen kan således f.eks. konsultere advokat eller lignende inden der tages stilling til det konkrete forhold”.

Efter denne opfattelse, der er i bedre overensstemmelse med lovens forarbejder, skal der således altid underrettes om væsentlige forhold, uanset om de straks berigtiges eller ej. Hertil skal der også underrettes om uvæsentlige forhold, der ikke berigtiges.

Det er forståeligt, at mange revisorer formentlig har fulgt lovteksten, hvilket naturligvis kan have resulteret i færre underretninger end intenderet.

Det er dog anbefalelsesværdigt at se bort fra lovens ordlyd og følge dens intention, sådan som den kommer til udtryk i Erhvervsstyrelsens vejledning.