Finanstilsynet foreslår at stramme grebet om finansielle virksomheder

Faglig nyhedUdkast til ændring af hvidvaskloven byder på flere indberetningsforpligtelser.

Virksomhedsret

Finanstilsynet har ved årsskiftet udsendt lovforslag om ændring af hvidvaskloven og lov om finansiel virksomhed i høring. Lovforslaget skal gennemføre dele af 5. hvidvaskdirektiv samt dele af en politisk aftale indgået den 19. september 2018 af et bredt flertal i Folketinget.

Lovforslagets overordnede formål er at styrke den forebyggende indsats mod hvidvask og terrorfinansiering. Ændringerne skal skabe større gennemsigtighed og sikre, at reguleringen ikke halter efter nye tendenser og teknologi.

Indberetning af uoverensstemmelser i reel ejer-oplysninger
Lovforslaget indebærer en indberetningspligt for virksomheder og personer omfattet af hvidvaskloven, hvis de bliver bekendt med uoverensstemmelser i oplysninger om virksomhedens reelle ejere. En af kanalerne til at identificere uoverensstemmelser er virksomhedernes nuværende forpligtelse til at udføre kundekendskabsprocedurer. Indberetning skal ske til Erhvervsstyrelsen.

Rapporteringsforpligtelse og whistleblowerordning
Lovforslaget indeholder en pligt for ledelsen og nøglepersoner til at rapportere til bestyrelsen om hvidvask-advarsler modtaget fra udenlandske myndigheder, konsulenter, whistleblowere og eksterne revisorer. Nøglepersoner skal fortolkes i overensstemmelse med lov om finansiel virksomhed, hvorefter personer med ansvar for kreditområdet, risikostyring, compliance og den interne revision altid betragtes som nøglepersoner.

Hvidvaskloven § 35 stiller i dag krav om en whistleblowerordning, der har til formål, at ansatte anonymt og trygt kan indberette overtrædelser eller potentielle overtrædelser af hvidvaskloven. Effekten af whistleblower-indberetninger skal fremover sikres gennem krav om dokumentation for virksomhedens konkrete stillingtagen til indberetningen. Reglerne får desuden et bredere anvendelsesområde, da lovgiver foreslår, at også tidligere ansatte skal være omfattet af beskyttelsen.

Ikke overraskende er disse dele af lovforslaget en direkte reaktion på hvidvasksagen i en dansk banks daværende estiske filial jf. lovbemærkninger. 

Intern audit
Hvidvaskloven § 8, stk. 4 indeholder forpligtelser for den interne revision. Lovforslaget tilføjer ”intern audit” til bestemmelsen. Intern audit og den interne revision er dermed fremover underlagt de samme forpligtelser for så vidt angår vurdering af politikker, forretningsgange og kontroller omfattet af hvidvaskloven. Intern audit fungerer som et internt kontrolorgan i større forsikringsvirksomheder baseret på Solvency II-direktivet.

Krav om skriftlig politik + fit & proper
Finansielle virksomheder skal fremover have en skriftlig politik, som sikrer og fremmer en sund virksomhedskultur, der forebygger hvidvask og anden økonomisk kriminalitet.

Lovforslaget udvider desuden kredsen af fit & proper personer fra medlemmer af bestyrelsen og direktionen i finansielle virksomheder til også at omfatte nøglepersoner. Et eksempel er compliance-ansvarlige, som pt. ikke er omfattet af fit & proper-reglerne.

Udover ovenstående bliver hvidvasklovens anvendelsesområde udvidet til også at omfatte kunsthandlere med transaktioner på over 50.000 kr. samt udbydere af virtuelle valutaer og der foreslås forbud mod brug af 500 euro-sedler i Danmark.

Læs lovforslag om blandt andet nye indberetningsforpligtelser, whistleblowerordning og intern audit her.

Læs Finanstilsynets høringsbrev af 17. december 2018 her.

Læs lovforslag om nye fit & proper-regler og krav om skriftlig politik for virksomhedskultur her.

Læs Finanstilsynets høringsbrev af 2. januar 2019 her.

Kontakt

  • Ole Steen Jørgensen

    Chefkonsulent - cand.merc.aud.

    3369 1026
    4193 3126
  • Patrick Markussen

    Student

    3369 1044