Finansieringshjælp til store virksomheder

Nu er det muligt at få en kaution fra Vækstfonden, som giver store virksomheder lettere adgang til finansiering.

Finansiering

Mange virksomheder er ramt på deres indtjening som en følge af coronakrisen. Og nu kan Vækstfonden kautionere for lån eller kreditter i banken, som skal dække virksomhedernes omsætningstab opstået som en følge heraf. Kautionen fungerer som sikkerhed for banken, og det bør give virksomhederne lettere adgang til at få løftet deres finansieringsbehov i banken.

Krav til omsætningstab

Vækstfonden kan kautionere for større virksomheders lån eller kredit i banken, der skal dække tab eller forventet tab i omsætningen på minimum 30 procent som følge af coronakrisen.

Omsætningstabet det skal dækkes skal være beregnet på grundlag af realiseret eller forventet omsætningstab i en periode på minimum 14 dage fra 1. marts 2020 til 30. september 2020.

En virksomhed kan godt opnå kaution flere gange, dog ikke for samme periode.

Hvem kan få kautionen?

Store danske virksomheder uanset brancher kan få COVID-19-kaution.

Store virksomheder defineres her som virksomheder med over 250 medarbejdere (årsværk) og en omsætning på mere end 372 mio. kr. eller en balancesum på over 320 mio. kr. om året.

Løbetid og pris

Kautionen har en løbetid op til 7 år og nedskrives årlig lineært i løbetiden.

Prisen for en COVID-19-kaution for store virksomheder består af en stiftelsesprovision på 0,25 pct. af finansieringsbeløbet samt en årlig provision af finansieringsbeløbet, der fastsættes på baggrund af den aktuelle kreditvurdering af virksomheden. Kreditvurderingen foretages af banken.

Første år bliver den årlige provision beregnet af det anmeldte finansieringsbeløb. Den årlige provision nedskrives herefter lineært over kautionens løbetid.

Sådan søger virksomhederne

Kautionen skal søges gennem virksomhedens bank eller finansieringsinstitut. Tal med banken om muligheder for at anvende COVID-19-kaution, der også skal anmelde ansøgning om kaution til Vækstfonden.

Vækstfonden skal herefter acceptere anmeldelsen, hvilket normalt sker inden for 5 bankdage.

Læs mere på Vækstfondens hjemmeside her