Virksomheder får priser for rapportering om samfundsansvar

CSR
Fem virksomheder har fået CSR-prisen fra Foreningen af Statsautoriserede Revisorer for firmaernes rapportering om samfundsansvar, også kaldet Corporate Social Responsibility. Hovedpriserne, der gives for bedste selvstændige CSR-rapport og for bedste CSR-rapport integreret i det finansielle regnskab, gik til henholdsvis Danisco og Novozymes. Prisen for den bedste førstegangs CSR-rapport gik til Mærsk, mens Coop fik årets temapris for bedste leverandørstyring. Rederiet Torm fik prisen for bedste CSR-redegørelse efter årsregnskabslovens nye § 99 a, der betyder, at landets ca. 1100 største virksomheder aktivt skal redegøre for virksomhedens samfundsansvar i ledelsesberetningen. I begrundelsen for temaprisen til Coop lyder det, at det er en modig rapport som åbent og ærligt fortæller om forhold om leverandøraudits i tredjeverdenslande -herunder negative forhold og dilemmaer, som Coop arbejder med.