Ny revisorforening går efter øget politisk indflydelse

Sammenlægningen af tre revisorforeninger er nu en realitet. Den nye forening bliver nordens største, og slagkraften skal bruges til større politisk indflydelse, skriver Business.dk.

Det er de tre revisorforeninger FSR, Dansk Revisorforening og REVIFORA, som er gået sammen om at skabe en samlet forening, der medlemsmæssigt dækker hele revisorbranchen. FSR - danske revisorer bliver navnet på den ny revisorforening, som samlet får over 6000 medlemmer og bliver en af de store danske erhvervsorganisationer. Fusionen vurderes at styrke foreningen som helhed.

"Styrken skal bruges til større politisk indflydelse til gavn for branchen og dansk erhvervsliv," siger den nyvalgte formand Morten Speitzer Renge, der er partner hos landets største revisions- og rådgivningsfirma, Deloitte, til business.dk.