Krakbanker blåstemplet på stribe

MedlemsnyhedJyllands-Posten, 6. november 2012

FSR i medierne
En del banker, der er krakket i forlængelse af finanskrisen, har haft blanke påtegninger fra revisoren. Det viser en gennemgang, som Jyllands-Posten har foretaget, skriver avisen.

Det får kritikken af revisorerne til at rulle. Lars Rhod Søndergaard, formand for FSR – danske revisorers Fnansielle Udvalg, mener dog, at det er for tidligt at drage konklusioner.

"Men vi støtter, at revisor skal være på et højt fagligt niveau – også i relation til banker – derfor tager vi også løbende initiativer for at sikre dette, og det er da muligt, at denne sag vil være med til at anskueliggøre et behov for øget uddannelse på området," siger han til Jyllands-Posten.

"Jeg kan godt forstå, at man undrer sig over de efterhånden mange banker, der er gået konkurs, men man er nødt til at se på sagerne hver for sig, for der er forskellige omstændigheder, der gør sig gældende," siger Lars Rhod Søndergaard og tilføjer, at det er lige så forpligtende at tage et forbehold i et regnskab, som det er ikke at gøre det.

"Derfor skal man være rimelig sikker på, at ledelsen ikke aflægger regnskabet inden for reglerne, inden man kan tage et forbehold," siger han.