Papirløse regnskaber skal afleveres til tiden

MedlemsnyhedBørsen, 21. februar 2012

Mange mindre selskaber, der er de første til at aflevere regnskaber digitalt, risikerer at få problemer med at blive klar til den nye rapporteringsform inden deadline til sommer. Det skriver Børsen, der henviser til en artikel i Børsen Digital i sidste uge, hvor FSR – danske revisorer udtrykte bekymring for, om de mindre virksomheder er klar til at indrapportere årsregnskabet digitalt.

Erhvervsminister Ole Sohn erkender, at overgangen til digital indberetning af årsrapporten bliver en stor forandring, men han afviser at give lempelser til virksomhederne.

“Digitalisering er et af de vigtigste værktøjer til at forny og effektivisere den offentlige sektor til gavn for virksomheder. Regeringen har et ambitiøst mål om at al kommunikation mellem virksomheder og det offentlige skal være digital i 2015. De små virksomheder omfattes først af de nye regler. Det skyldes, at de har enkle regnskaber, som er lette at indberette digitalt,” siger Ole Sohn til Børsen.

Erhvervsstyrelsen oplyser til Børsen, at den har stillet en løsning til rådighed på internettet, der gør det muligt for de små virksomheder at indtaste deres oplysninger.