SORT: Juraeksperter i oprør over lovforslag

MedlemsnyhedJyllands-Posten, 2. maj 2012

FSR i medierne
Regeringens lovforslag, der bl.a. giver SKAT beføjelser til at kontrollere private uden retskendelse, møder stor kritik fra både advokater, revisorer og juridiske eksperter, skriver Jyllands-Posten.

FSR – danske revisorer støtter lovforslagets hovedformål, men forholder sig samtidig skeptisk:
”Det lyder som småting, men de er meget vidtgående og ikke et retssamfund værdigt. Boligen er ukrænkelig, står der i Grundloven, så det er skudt over målet efter vores opfattelse og for småt til at fravige Grundloven,” siger John Bygholm, formand for FSR – danske revisorers skatteudvalg til Jyllands-Posten.

Lovforslaget lægger bl.a. op til et påbud om skiltning på varebiler og ved byggepladser, hvilket John Bygholm kalder ”totalt latterligt”, fordi bilernes nummerplader hurtigt kan slås op i registeret.

Han mener dog, at det vil være en acceptabel indskrænkning, hvis opgaver på over 10.000 kr. skal betales elektronisk:
”Vi har ikke noget imod at bekæmpe sort arbejde, men alt med måde. At gå ind på folks private område er for meget,” siger han til Jyllands-Posten.

Skatteminister Thor Möger Pedersen lytter til kritikken af lovforslaget, men vil ikke gå ind i en større ideologisk diskussion og siger til Børsen:
”Sort arbejde er et stort problem, og det danske samfund mister hvert år mange milliarder kroner, fordi man snyder fællesskabet. Det er magtpåliggende for regeringen at bekæmpe det, og det kræver, at SKAT får bedre værktøjer”.