Debat: Ny lov skader revisoruddannelsen

PresseklipJyllands-Posten, 6. november 2013

FSR i medierne

Folketingets vedtagelse af den nye SU-reform medfører en række væsentlige problemstillinger for revisorkanidatstudiet (cand.merc.aud.). I stedet for at få de revisorstuderende hurtigere gennem studiet som intenderet, vil det gøre det sværere for dem at gennemføre uddannelsen. Det skriver administrerende direktør i FSR – danske revisorer, Charlotte Jepsen, sammen med en række liniekoordinatorer og studienævnsformand fra de danske universiteter i et debatindlæg i Jyllands-Posten.

De nye regler betyder, at de studerende hvert år skal tilmeldes fag svarende til et studieårs normering og ikke har mulighed for at framelde sig eksamen og den første reeksamen. Det skal få de studerende hurtigere igennem studiet og ud i job.

Men de gode intentioner harmonerer ikke med revisoruddannelsen, påpeges det i debatindlægget, da cand.merc.aud.-studerende ifølge lovgivningen skal have mindst tre års praktisk erfaring fra ansættelse i et godkendt revisionsfirma. Det har en væsentlig del af de studerende opnået ved at arbejde sideløbende med cand.merc.aud.-studiet.

Men med de nye regler er der risiko for, at de studerende vil få svært ved at gennemføre uddannelsen, da de færreste vil kunne gennemføre uddannelsen på de normerede to år og derfor risikerer at bruge alle deres eksamensforsøg uden at have bestået eksamen.

”Vi vil få studerende, der slet ikke gennemfører en uddannelse, frem for studerende, der bruger lidt længere tid på at gennemføre uddannelsen. Vi forudser også, at færre vil søge ind på cand. merc. aud.-studiet. Danmark får dermed uddannet færre godkendte revisorer,” skriver Charlotte Jepsen og meddebattørerne i indlægget.