Her kludrer virksomhederne mest i indberetningerne til SKAT

MedlemsnyhedBerlingske Business, 28. januar 2013

FSR i medierne

Revisorerne ser flest fejl i virksomhedernes indberetninger til SKAT, når det kommer til personalegoder som gaver, rejser og sundhedsforsikringer. Det viser en ny undersøgelse fra FSR – danske revisorer, skriver Berlingske Business. 

Revisorerne oplever, at mange selskaber ender med at lave fejl, når der skal indberettes oplysninger til SKAT. Personalegoder er det område, der tager førstepladsen, mens momsangivelsen ligger nummer to på listen over flest fejl i skatteindberetningerne.

Gaver til medarbejderne er et område med tradition for fejl, fremhæver formand for FSR – danske revisorers skatteudvalg, John Bygholm, over for Berlingske Business.

”Medarbejderne skal holde styr på, om gaverne samlet kommer op på over 1.000 kroner, for så skal det fulde beløb beskattes. Det betyder, at virksomhederne i princippet skal oplyse medarbejderne om, hvad de enkelte gaver er værd for, at medarbejderne kan holde styr på, om de når over de 1.000 kroner på et år,” siger han.

Revisorerne fremhæver i undersøgelsen, at den væsentligste årsag til fejlene er de komplicerede skatteregler. Forenkling vil være en løsning, men der er ikke nogen let vej til at mindske fejlene i skatteindberetningerne, påpeger John Bygholm:

”Det er let at forenkle reglerne, men at gøre det, uden at det koster et provenu, er straks sværere. God vejledning er et væsentligt element. Det handler blandt andet om bedre adgang til personlig vejledning og bedre vejledning om reglerne på SKATs hjemmeside og i brochurer,” siger John Bygholm til Berlingske Business.

Kontakt

  • Anders Lau

    Kommunikationschef - presse og public affairs

    3369 1047
    4193 3147