Kamp om regnskaberne

MedlemsnyhedBerlingske Business Magasin, 7. februar 2013

FSR i medierne

I de kommende år, vil Danmark opleve øget konkurrence indenfor de større revisionsfirmaer. Et spørgsmål om sammenhæng mellem pris og kvalitet får flere virksomheder til at stoppe op, men ingen kan melde sig ud af kampen, skriver Berlingske Business Magasin.
De danske virksomheder har reduceret omkostningerne, siden finanskrisens start og udviklet kompetencer, som reducerer behovet for revisors rådgivning.
" Der er en enorm konkurrence på markedet lige nu, men jeg ser det som en naturlig ting. Vi må jo indrømme, at Danmark ligesom resten af Europa er økonomisk presset. Det er klart, at kunderne i den situation kigger på deres leverandørers pris og kvalitet. Alle er meget omkostningsfølsomme lige nu, og det afspejler sig naturligvis i priserne," siger Mogens Nørgaard Mogensen, administrerende direktør og seniorpartner i PwC.

Det er dog ikke alle revisionsfirmaer der kan følge med i priskrigen og disse må i stedet fokusere på kvaliteten.
”I den sidste ende tror jeg, at det sjældent er prisen alene, der afgør valget af revisor .(…) vi skal konkurrere på kvaliteten”, fortsætter Mogens Nørgaard Mogensen, administrerende direktør og seniorpartner i PwC.
Berlingske Business skriver endvidere, at kernen i en kommende forordning fra EU, er en opsplitning af sammenblandingen af revision og rådgivningsydelser.

Stig Holst Hartwig, administrerende direktør i BDO siger: ” Faktisk er det ærgerligt for kunderne, hvis den, der har indsigt i økonomien, ikke samtidig kan være rådgiver. For resultatet er, at kvaliteten vil falde, og prisen vil stige, fordi en ny rådgiver først skal sætte sig ind i de ting, revisoren allerede ved”.
Konsolideringen sker, ifølge FSR – danske revisorer, i mellemsegmentet, hvor mindre firmaer slår sig sammen og mellemstore firmaer køber op, hvilket bl.a. er fordi de mindre virksomheder ikke har kapacitet til at klare kvalitets- og dokumentationskravene.
Berlingske Business Magasin ser EU's forordning som en sand heksejagt på revisor, hvor spørgsmålet om revisor kan kontrollere virksomheder ansvarligt, bliver stillet.
" Som reaktion på finanskrisen har lovgiverne kigget på de faktorer, de mener, har været med til at skabe ustabilitet på finansmarkedet. Man har været efter bankerne, kreditvurderingsinstitutterne, og nu er det revisorernes tur. Fair nok. Men der er intet håndfast bevis for, at det har skabt problemer at have revision og rådgivning under samme tag. Det er en forordning, der bygger på en tvivlsom præmis, vi ikke kan se belæg for noget sted," siger Charlotte Jepsen , direktør for FSR - danske revisorer .
”Branchen har en rekrutteringsmæssig udfordring. Den uddannelsesrate og de beståelsesrater, der er i øjeblikket, betyder at der er en nettoafgang fra faget. Vi har været nødt til at ændre strukturen i uddannelsen, så vi kan få flere gennem nåleøjet uden at slække på kvaliteten. Derudover er der et generationsproblem blandt især de registrerede revisorer , der gennemsnitligt set er mere grå i toppen end resten af branchen. Det er ofte helt små virksomheder, der ikke har kapacitet til at klare de stigende kvalitetskrav og har for få revisionsopgaver til at uddanne de unge. De bliver opslugt løbende, hvilket er med til at øge konsolideringen i branchen," siger Charlotte Jepsen , administrerende direktør i FSR .

Der vil fremover være konkurrence om talenterne, da firmaer som Danske Bank og A.P. Møller Maersk begynder at professionalisere opgaver, som revisor tidligere har taget sig af. Revisoreksamen er en af de ting, som de unge, nyuddannede cand. merc. aud.’ere kan blive skræmt af, hvilket får FSR – danske revisorer til at arbejde på at bryde eksamen op i mindre dele. Desuden vil lønnen også få en stigning.

Kontakt

  • Anders Lau

    Kommunikationschef - presse og public affairs

    3369 1047
    4193 3147