Revisorer: SU-reform skyder ved siden af

MedlemsnyhedBørsen, 28. juni 2013

FSR i medierne

De nye SU-reform vil spænde ben for en velfungerende kombination af teori og praksis i uddannelsen af revisorer. Sådan lyder kritikken fra brancheforeningen FSR – danske revisorer, skriver Børsen.

Revisorstuderende, der læser cand.merc.aud., skal have tre års praktisk erfaring for at blive godkendte statsautoriserede revisorer. Denne praktiske erfaring har en stor del af de studerende opbygget ved sideløbende med studierne at have arbejde og karriere i et revisionsfirma.

Men SU-reformen skal få de studerende hurtigere igennem uddannelsessystemet, og det frygter FSR – danske revisorer kommer til at betyde, at de studerende ikke har mulighed for at kombinere teori og praksis i samme grad som nu. 

"Det obligatoriske praktiske arbejde bliver man nødt til at tage i forlængelse af sin kandidatuddannelse. Det vil sige, at det kommer til at tage længere tid at blive godkendt revisor end ellers," siger administrerende direktør i FSR - danske revisorer, Charlotte Jepsen, og uddyber:

"Man har i SU-reformen lavet en løsning, der hedder one size fits all. Den her reform er et symptom på en systemisk tænkning, hvor man ikke tilgodeser dele af erhvervslivets behov for at få en kombination af teori og praksis."