Revisorer sætter ind mod brodne kar

MedlemsnyhedBørsen.dk, 13. maj 2013

FSR i medierne

Revisorernes brancheforening vil sætte hårdere ind over for revisorer, der gentagne gange bryder reglerne. Det skriver Børsen.dk.

I fremtiden vil der fra foreningen FSR – danske revisorer være nultolerance over for de brodne kar i branchen, der gang på gang bryder reglerne. Det forklarer administrerende direktør Charlotte Jepsen.

"Vi er indstillet på nultolerance i forhold til vaneforbrydere, som gentagne gange ser stort på reglerne og har flere afgørelser ved revisornævnet imod sig. Det ser vi på med meget stor alvor og er parate til at gå så vidt som til at sige, at dér skal man måske i højere grad overveje rettighedsfrakendelse," siger hun.

Hun mener dog generelt, at kvaliteten i revisorbranchen er høj. I 2011 behandlede Revisornævnet 65 sager i en branche med godt 6000 revisorer. Men de få, der bryder reglerne, skal mærke konsekvenserne, understreger hun.

"Det er ganske, ganske få revisorer, det drejer sig om, men ligesom i andre brancher er der også enkelte brodne kar i vores branche. Hver gang der er fokus på revisorer, der ikke lever op til regler og standarder, så giver det et imagetryk på hele branchen. Det fortjener branchen ikke, for branchen leverer et stykke kvalitetsarbejde, som samfundet kan være godt tilfreds med," siger Charlotte Jepsen.


Kontakt

  • Anders Lau

    Kommunikationschef - presse og public affairs

    3369 1047
    4193 3147