Stort potentiale for danske revisorvirksomheder i de nye markeder

PresseklipDansk Erhvervs Specialmagasin, 23. oktober 2013

FSR i medierne

Revisionsvirksomhederne har viden og netværk til strategisk at rådgive danske virksomheder i ekspansion og eksport. Det er i lige så høj grad opgaven i dag, som det er at sørge for, at kunderne kan præsentere pæne regnskaber, skriver Dansk Erhvervs Specialmagasin, der udkommer som et indstik i Børsen.

Peter Mølkjær, partner i Deloitte, varetager allerede en del rådgivningsopgaver og forventer, den rådgivende del af hans ydelser vil vokse i fremtiden.

”Omkring 50 pct. af mit arbejde handler om at skabe merværdi for mine kunder gennem indsigt i nye markeder. Den klassiske rolle som regnskabskonsulent er tiltagende automatiseret. Vores kunder falder ikke længere på halen over flotte regnskaber og assistance ved omstrukturering af danske selskaber. De vil have knækket koden for vækst og efterspørger viden om, hvordan de får adgang til nye internationale markeder,” siger han til Dansk Erhvervs Specialmagasin.

Deloitte laver regelmæssigt analyser af eksportmuligheder, som blandt andet viser, at nye markeder som Kina, Indien, Vietnam, Mexico eller Sydkorea har et stort potentiale for vækst, men også større risici.

”Vores opgave er at hjælpe kunderne til at udnytte potentialet og begrænse risici,” fortæller han og forklarer, at de ekspanderende virksomheder ofte har brug for viden om patent- og skattelovgivning.

”Vi lægger som regel ud med en analyse som afslører de områder, som virksomheden mangler at få styr på. De bør skabe overblik over samtlige investeringer og delopgaver, før de tager skridtet,” siger Peter Mølkjær.

Kontakt

  • Anders Lau

    Kommunikationschef - presse og public affairs

    3369 1047
    4193 3147