Mærsk vinder CSR-pris for tredje gang i træk

PresseklipCSR.dk, 7. oktober 2014

FSR i medierne

FSR - danske revisorer uddelte mandag den 6. oktober for 20. gang priser til de bedste CSR-rapporter fra danske virksomheder. Hovedprisen for bedste CSR-rapport gik til Mærsk, som derfor snupper prisen for tredje år i træk.

Vinderne af CSR Prisen 2014 blev kåret som afslutningen på konferencen "Værdiskabende CSR - god ledelse, praksis og rapportering". Konferencen blev afholdt af Dansk Erhverv, Erhvervsstyrelsen og FSR -danske revisorer på Børsen i København.

"Med samme vinder tre år i træk, kan man fristes til at spørge, hvori nyskabelsen består? Fakta er, at dommerpanelet har peget på A. P. Møller-Mærsk som vinder igen i år, fordi rapporten er i en klasse for sig. Mærsk hviler ikke på laurbærrene. I dette års rapportering er den samlede koncern i fokus, og som læser får du indsigt i kerneforretningen og koncernens CSR strategi, udfordringer og konsoliderede resultater. Overblikket over koncernens CSR-arbejde er fokuseret, og er man særligt interesseret i et af forretningsområderne, kan man gå til den specifikke CSR-rapportering, som hvert forretningsområde udgiver", siger Birgitte Mogensen, formand for FSR - danske revisorers CSR-udvalg, i en pressemeddelelse.

Også bragt i: Energy-Supply.dk, Samfundsansvar.dk