Revisorer er klar til at smide fløjlshandskerne

PresseklipBerlingske, 15. september 2016

FSR i medierne

Revisorer er trætte af beskyldninger om, at skatterådgiverne er medansvarlige for de mange milliarder, der er gemt væk i skattely.

Nu skal pænheden lægges på hylden, og jernnæven tages frem. Revisorerne gider ikke længere tage slagene, som retteligen burde rettes mod politikerne. Mener altså revisorerne.

Formanden i brancheforeningen FSR – danske revisorer, statsautoriseret revisor Jens Otto Damgaard, tog under sin tale til kollegerne på årets revisordøgn straks fat om det glohede, globale tema om skat generelt, og international skat i særdeleshed. Blandt andet om de mange læk fra blandt andet Lux-Leaks og de såkaldte Panama-papers. Formanden erkender, at der er problemer, men afviser at det er et skatterådgiver-problem.

Når de enkelte landes politikere alene arbejder for deres egne landes interesser, er det svært på internationalt plan at skabe fælles løsninger med hensyn til skat. ”Det er politikerne, der skaber rammerne og dermed politikerne, der skaber problemerne, ” lød det fra Jens Otto Damgaard.

Men når det er sagt, skal man heller ikke være naiv. Hvis skatterådgiverne - revisorer, advokater og banker - ikke er på lovgivernes side, så kommer man ikke skattelyproblemerne til livs.

FSR-formanden gav på årsmødet politikerne håndslag på, at revisorstanden aktivt vil medvirke til at komme skattesnyd til livs. Blandt andet med krav til virksomheder om større gennemsigtighed med skattebetalingen.

Kontakt

  • Anders Lau

    Kommunikationschef - presse og public affairs

    3369 1047
    4193 3147