Business Hack: Arbejdsformen var en øjenåbner

NyhedDen største øjenåbner var, hvor hurtigt IT-løsninger kan udvikles i grupper sammensat af forskellige fagligheder. Sådan lyder dommen fra Timm Jeppesen fra Nordea Bank, som i slutningen af oktober deltog i Business Hack 2015.

ArrangementerFSR - danske revisorer

Kan man på halvanden dag udvikle nye og innovative IT-løsninger på baggrund af regnskabsdata? Det spørgsmål gav mere end 60 it-udviklere, talnørder, revisorer og forretningsudviklere svaret på den 23. og 24 oktober.
Over cirka 30 timer arbejdede de intensivt for at udvikle protyper til nye løsninger under Business Hack 2015, som Erhvervsstyrelsen, FSR – danske revisorer og DTU stod bag.

En af deltagerne var Timm Jeppesen, seniorkonsulent hos Nordea Bank. Han havde budt ind med en to-delt case fra Nordea, som en gruppe på ni mand kastede sig ud i at løse under dette ’hackathon’.

”Vi havde to mål. Et, at sammenkæde eksterne regnskabsdata med vores interne data for at kortlægge finansielle behov hos virksomheder.  To, at præsentere det på relevant måde til vores erhvervskunder. Kort sagt, at de data og forslag, vi præsenterer, skal skabe værdi for kunden,” siger Timm Jeppsen.

Gruppen kom i mål med en prototype, der ud fra data identificerer områder, hvor en virksomhed kan benytte finansielle løsninger til at styrke deres forretning. Projektet fik ros af dommerne, men landede ikke førstepladsen i Business Hacket, der gik til et projekt, som skulle identificere vækstpotentialet i en virksomhed ud fra bestyrelsens og direktionens relationer.

Arbejdsformen var den virkelige gevinst
Selvom det ikke blev til førstepladsen har Timm Jeppesen taget flere øjenåbnere med sig fra de intensive arbejdsdage. Den største var, hvor langt det egentlig var muligt at komme med et it-projekt på bare halvanden dag.

”Måden vi arbejdede på, hvor der blev sammensat en gruppe af forskellige faggrupper - programmører, kreative hoveder, regnskabsfolk og forretningsudviklere, som stod med ét fælles projekt, var enormt effektiv. Den kontinuerlige og direkte feedback skabte et meget smidigt arbejdsmiljø.” siger Timm Jeppesen og uddyber:

”Når vi sætter folk direkte sammen, kan vi brainstorme, afgrænse og udvikle i en uafbrudt strøm, hvilket giver et andet tempo, end når projekter under udviklingen skal forbi flere afdelinger i virksomheden. Når faggrupperne kommer så tæt på hinanden, kan vi lave ting hurtigere, og det har været en øjenåbner for mig."

Projektet relevant for Nordea
Det endte for Timm Jeppesens gruppe med en fungerende prototype, der for en virksomhed lister potentialet i forskellige finansieringsformer og investeringsmuligheder ud fra virksomheders nøgletal.