Hver tiende danske selskab er et zombieselskab

NyhedEn hidtil upåagtet gruppe af danske selskaber henslæber en svær tilværelse som levende-døde selskaber uden reel mulighed for at komme ud af deres gæld eller låne til at live op på ny

Analyse

Over 23.000 danske selskaber, svarende til hver tiende selskab, lever i en zombie-lignende tilstand på kreditorernes nåde. Et zombieselskab er et tabsgivende selskab med lav kreditværdighed, der ikke har indtjening til at afdrage på renter og gæld og derfor er fastlåst i en situation uden håb om bedring. Betegnelsen zombieselskab har hentet inspiration fra fiktionens og filmens verden. I USA og UK er betegnelsen ofte blevet brugt om nødlidende selskaber, der er ude af stand til at afdrage på deres gæld.

Resultatet er en del af en helt ny analyse foretaget af FSR – danske revisorer i samarbejde med kreditvurderingsinstituttet Experian. Analysen er baseret på et udtræk af 226.757 årsregnskaber fra Experians database.

”Analysen viser, at vi har en situation, hvor en relativ stor del af danske selskaber henslæber en tilværelse som levende-døde selskaber uden fremtidsudsigter. Det er selskaber, der ikke kan låne penge, og som ikke kan investere og innovere. De bliver holdt kunstigt i live, alt imens de mister kunder, medarbejdere og økonomien sander mere og mere til", siger Tom Vile Jensen, erhvervspolitisk direktør i FSR – danske revisorer.

”Spørgsmålet er, om det er gavnligt for samfundet. I stedet for at holde liv i selskaber uden vækst og med lav produktivitet var pengene måske bedre brugt på nye og mere levedygtige initiativer. Omvendt er der nok også en del af disse selskaber, som repræsenterer en reel værdi samt arbejdspladser og som med den rette hjælp og rådgivning kunne blive til sunde virksomheder”, siger Jens Hjortflod, administrerende direktør i Experian.  

Holdt i live af kreditorerne
Som det fremgår af figuren, genererede 53 pct. af de danske selskaber i 2014 et negativt resultat før renter og skat (EBIT), hvilket betyder, at de reelt ikke har en indtjening i det pågældende år, der kan dække renter og afdrag på deres gæld. 12 pct. af selskaberne har oveni en soliditetsgrad under 10 pct. hvilket kan oversættes til, at selskaberne har belånt mere end 90 pct. af selskabets samlede værdier. Endelig har 10 pct. af selskaberne både negativ EBIT, en soliditet under 10 pct. og en meget lav kreditrating.  

Kilde: Experian og FSR

Ifølge Tom Vile Jensen er den meget lave rente formentlig en medvirkende årsag til zombiefænomenet. Med lave renter kan nødlidende selskaber holde sig levende-døde længe, hvis kreditorerne samtidig undlader at stille krav om, at selskaberne skal betale af på gælden.

”En del af disse selskaber bliver uden tvivl holdt i live af deres kreditorer, der ikke ønsker at nedskrive deres tab. På lidt længere sigte er der dog en stor risiko for, at mange af disse selskaber bliver erklæret konkurs. Dermed stopper al aktivitet i selskaberne, og den værdi og de arbejdspladser, som selskaberne repræsenterer, forsvinder”, siger Tom Vile Jensen.

Jens Hjortflod peger derudover på, at det er vigtigt for potentielle kreditorer og investorer, at de kan identificere zombieselskaberne, inden de giver lån eller investerer:

”Som kreditor eller investor har man en naturlig interesse i at kunne identificere inaktivitet i god tid, inden man handler. Vores fornemmeste opgave som kreditbureau er at sikre, at vurderingerne bliver så nøjagtige som muligt, så vores kunder på den anden side heller ikke går glip af forretning.  Vi har værktøjer, der anslår risikoen for betalingsvanskeligheder 6-12 måneder i forvejen og bestræber os konstant på at udvikle nye features og forbedringer, der kan hjælpe vores kunder med at lokalisere disse selskaber samt vurdere risici ved at handle med dem”, siger Jens Hjortflod, Experian    

Mange zombier inden for handel og transport
Analysen viser, at det typiske zombieselskab er et yngre og mindre selskab med en samlet værdi på fire mio. kr. eller derunder. Tre ud af fire zombieselskaber svarende til godt 17.000 selskaber er 10 år eller yngre. 

Ser man på branche, finder man den største andel zombieselskaber inden for branchen Handel og transport mv. Knap 22 pct. af alle zombieselskaber er inden for handel- og transportbranchen, som også repræsenterer selskaber inden for hotel og restauration. Den næststørste gruppe af zombieselskaber findes inden for gruppen af holdingselskaber, som udgør 17, 3 pct. af alle zombieselskaber. Også branchegruppen Erhvervsservice har med 11,8 pct. en relativ høj andel zombier. 

Læs analysen her

Kontakt

  • Tom Vile Jensen

    Direktør - Erhvervspolitisk Center

    3369 1051
    4193 3151
  • Anders Lau

    Kommunikationschef - presse og public affairs

    3369 1047
    4193 3147