16.000 revisoranmærkninger gik tabt i 2014-årsregnskaberne

Nyhed72.785 selskaber har fravalgt revision. Det betyder, at mange revisoranmærkninger ikke længere kan ses i regnskaberne. Det svækker Skats kontrol med virksomhederne og betyder, at de retlinede virksomheder risikerer til at betale regningen for de, som ikke følger reglerne, lyder budskabet fra FSR – danske revisorer.

AnalyseRegnskabRevision

I den seneste uge har Politiken skrevet om SKAT’s kontrol af de danske virksomheder, hvor stigende skatte- og moms-gab og mindre compliance årligt koster statskassen 12 mia. kr.

"En af udfordringerne for SKAT er, at flere og flere virksomheder fravælger revision, hvorved revisorernes supplerende oplysninger og forbehold ikke længere kan ses. Det svækker SKATs kontrol med virksomhederne. Disse indgår nemlig som vigtig del af SKAT’s kontrol af virksomhederne,” siger adm. direktør hos FSR – danske revisorer, Charlotte Jepsen.

For regnskabsåret 2014 havde 72.785 virksomheder fravalgt revisionen.  I 2006 havde alene 12 virksomheder fravalgt revisionen.

”Problemet for myndighederne, er at gennemsigtigheden forsvinder, når der ikke længere sker nogen tilbundsgående revision af virksomhedernes regnskaber. Det gør det sværere for SKAT at gennemføre en ordentlig og effektiv kontrol, når de ikke længere har revisorernes anmærkninger – og blanke påtegninger - at styre efter,” siger Charlotte Jepsen.

Retlinede virksomheder betaler regningen
Alene i 2014-årsregnskaber anslår FSR – danske revisorer, at sammenlagt 16.000 revisoranmærkninger er gået tabt om skatteforhold, overlevelsesevne, overtrædelse af selskabslovgivning mv.

”I forvejen er der mange mindre og mellemstore virksomheder, der stort set aldrig ser SKATs kontrollanter, og man kan med rette spørge, hvordan skal SKAT finde de virksomheder, der virkelig snyder, når grundlaget for kontrollere styk for styk eroderes. Konsekvensen er, at de såkaldte modspillerne får lettere ved at gemme sig, imens den store gruppe af retlinede virksomheder kommer til betale regningen. Derved opnår nogle få virksomheder en forretningsmæssig konkurrencefordel på bekostning af de mange,” siger Charlotte Jepsen.

Virksomheder med styr på sagerne skal ikke betale for snyd
Hvis man fra politisk hold vil sikre en effektiv skattekontrol, uden at bebyrde de mange retlinede virksomheder, foreslår FSR – danske revisorer, at man overveje at belønne de virksomheder, der får deres regnskab grundigt gennemgået og revideret.

”Vi er nødt til at genfinde balancen i kontrollen, så de mange virksomheder, der har styr på sagerne, ikke betaler for dem, der lader stå til og snyder. Vi foreslår politikerne, at de giver nogle markante fordele i den offentlige regnskabs- og skattekontrol til de virksomheder, som er åbne om deres økonomiske forhold. Herved frigives ekstra offentlige ressourcer til at kontrollere de virksomheder, der er deciderede modspillere og ikke frivilligt efterlever skattereglerne,” siger Charlotte Jepsen.
 

Læs hele analysen:

Kontakt

  • Charlotte Jepsen

    Administrerende direktør

    3369 1098
    4193 3198
  • Tom Vile Jensen

    Direktør

    3369 1051
    M: 4193 3151