Bedre kvalitet i skattelovgivningen

NyhedFSR – danske revisorer foreslår at oprette et Skattelovråd, der skal hjælpe til at sikre kvaliteten i skattelovgivningen og støtte Folketingets Skatteudvalg.

Skat

Skattelovgivningen er et af de mest komplicerede lovområder af alle, og den løbende udvikling er meget omfattende. I 2015 blev der sendt næsten 100 lovforslag, bekendtgørelser og styresignaler i høring. Oven i det kommer adskillige tusinde afgørelser, kendelser og domme fra henholdsvis Skatterådet, Landsskatteretten og domstolene.

For at sikre virksomheder og borgere mod, at de mange regelændringer ender i uhensigtsmæssige virkninger eller utilsigtede byrder, har FSR – danske revisorer sendt et forslag til skatteministeren om, at oprette et Skattelovråd, som løbende kan overvåge lovgivningen.

”I nogle tilfælde er ny lovgivning udformet således, at den viser sig at ramme væsentligt bredere, end dens politisk tænkte formål. Det ser vi eksempelvis ved mange ”hullukninger”, hvor regler bliver så bredt formuleret, at de viser sig at ramme i en række tilfælde, det klart ikke var hensigten at ramme. Vi foreslår derfor, at der oprettes et Skattelovråd, der som en af dets opgaver skal følge ny lovgivning, herunder særligt teknisk kompliceret lovgivning, for blandt andet at vurdere, om lovgivningen rammer bredere dens oprindelige formål. ” forklarer formand for FSR – danske revisorers skatteudvalg, Bjarne Gimsing.

Finder Skattelovrådet områder, hvor lovgivning rammer bredere end det politisk tiltænkte formål, kan rådet ”spille tilbage” til Folketinget og Skatteministeren, hvilket giver dem mulighed for at foreslå og gennemføre tilpasninger af den pågældende lovgivning.

Undgå at byrder flyver under radaren
FSR – danske revisorer har sendt et konkret forslag til struktur for et Skattelovråd til skatteminister Karsten Lauritzen. Ministeren arbejder i øjeblikket med retssikkerhedspakke 2, som foreningen foreslår, at oprettelsen af er skattelovråd bliver en del af, da formålet med rådet netop er at styrke borgernes og virksomhedernes retssikkerhed.

”Ud fra et retssikkerhedsmæssigt perspektiv er det vigtigt, at en lovs ordlyd afspejler lovens hensigt og formål. Dette er ikke altid tilfældet, og der opstår derfor sager, hvor domstolene ender med at fastlægge, hvilken effekt en lov får i praksis. Det kan resultere i, at en bestemmelse får en anden effekt, end den politisk tiltænkte. Når det sker, bør der være en opfølgning på dette. Et skattelovråd kunne arbejde med at identificere sådanne tilfælde og ”spille” dem tilbage til politikerne,” siger Bjarne Gimsing.

Skattelovrådet kan efter FSR – danske revisorers forslag bestå af medlemmer med forskellig baggrund, herunder medlemmer med ”tung” juridisk ekspertise og medlemmer med praktisk indsigt i, hvordan regler og administrationen fungerer i praksis.

Udvalget skal rapportere direkte til Folketingets Skatteudvalg og skatteministeren og sikre politisk fokus på de problemstillinger, den komplicerede skattelovgivning medfører.
Samtidig skal det være muligt for Folketingets Skatteudvalg at bede om Skattelovrådets vurderinger, inden der gennemføres hastelovgivning med potentielle retssikkerhedsmæssige konsekvenser.

Se hele forslaget til Skatteminister Karsten Lauritzen her