Revisionspligt: Foreningen har fire forslag til bedre regelefterlevelse

NyhedFSR – danske revisorer har i denne uge i dagbladet Børsen præsenteret fire forslag til bedre regelefterlevelse blandt virksomhederne. Et af forslagene er øget brug af assistance. Baggrunden for forslagene er de senere måneders debat og informationer om problemer med virksomheder, der ikke bruger revisor.

RevisionVærdien af revisionSkat
Foreningen og revisorbranchen er fortalere for, at det skal være let at drive virksomhed i Danmark. Men det må ikke ske på bekostning af de virksomheder, der forsøger at overholde reglerne uanset om det nu er regnskab eller skat. Problemet kommer måske aller tydeligst til udtryk med et voksende skattegab, der er over 14 milliarder kroner. Den regning lander på bordet hos de lovlydige virksomheder, der forsøger at overholde reglerne eksempelvis ved at bruge en revisor.
 
Det giver sig også udslag i unfair konkurrence mellem virksomhederne. Der er af indlysende årsager behov for en velfungerende skattekontrol med, at virksomhederne betaler deres skat, men også at der er mere gennemsigtighed om, hvad der foregår i virksomhederne.
 
Flere af Folketingets partier har meldt sig på banen med krav om tiltag for at vende udviklingen.
 
Flere og flere virksomheder vælger revisionen fra. Næsten 140.000 virksomheder har i løbet af de seneste år fravalgt revision, og heraf har 50.000 helt fravalgt at have en revisorerklæring på regnskabet. Det åbner op for sjusk eller snyd med blandt andet moms og ulovlige lån. Ligesom nogle virksomheder slipper igennem med årsregnskaber, som er af meget dårlig kvalitet eller er decideret misvisende, hvilket kan skade også private kreditorer.
 
De fire forslag er i overskrifter:
  1. Virksomheder med fem-otte millioner kroner i omsætning skal have en revisorpåtegning på årsregnskabet
  2. Virksomheder uden revisor skal have skattekontrol – flere nye kontrolressourcer til skattevæsenet
  3. Nystiftede virksomheder skal komme ordentligt i vej – hjælp de første tre år, det vil sige krav om assistance på årsregnskaber
  4. Virksomheder, der bevidst snyder eller gentagende gange begår mange fejl skal af myndighederne pålægges et moms- og skattetjek
Under forslag 3 ligger yderligere to initiativer: Skattestyrelsen og Erhvervsstyrelsen får mulighed at sikre en bedre screening af nystartende selskaber gennem et konkret stiftelsestjek. Derudover foreslås det, at virksomheder først kan angive revisorforbindelse i CVR-registret, når revisor over for Erhvervsstyrelsen har bekræftet, at der er tale om et kundeforhold, og at der er gennemført en kundeaccept.
 
Den faglige støtte til disse forslag findes i myndighedernes og mange andres analyser, som viser, at virksomheder, der har en revisorerklæring på deres regnskab er mere regelrette med færre fejl i deres regnskaber og færre uregelmæssigheder i deres skattebetaling. 
 
Ses der på nabolandene, så har Sverige for eksempel et krav om revision af virksomheder med over 2,2 millioner kroner. Også Norge og Finland har lavere grænser end herhjemme. Ovenstående forslag forsøger at ramme en balance mellem behovet for gennemsigtighed på den ene side og selvfølgelig omkostningerne for virksomhederne på den anden side.
 
Foreningen er naturligvis åben over for andre og flere forslag, der kan give incitamenter til bedre regelefterlevelse ude hos virksomhederne for eksempel gennem fordele for de virksomheder, der bruger revisor.
 
Regeringen og Folketingets partier indleder i de kommende uger forhandlinger om mulige løsninger.

Kontakt

  • Charlotte Jepsen

    Administrerende direktør

    3369 1098
    4193 3198
  • Tom Vile Jensen

    Direktør - Erhvervspolitisk Center

    3369 1051
    M: 4193 3151
  • Anders Lau

    Kommunikationschef - presse og public affairs

    3369 1047
    4193 3147
Ajour! Kurserne er praktiker-nes faglige ajourføring. De sikrer, at du altid er opdateret inden for dit fag.