Revisorerne: Dyk i forventningerne til erhvervslivets vækst

NyhedDansk erhvervsliv har formentlig passeret toppen af væksten, når man spørger revisorerne. Hver anden revisor forventer positiv udvikling det næste halve år for deres kundevirksomheder – mod otte ud af 10 revisorer for godt et år siden. Det viser den nyeste Businessindikator fra FSR – danske revisorer.

Analyse

FSR – danske revisorer har taget temperaturen på dansk økonomi og spørger om revisorernes vurdering af den kommende tid. Flere nøgletal og revisorernes svar peger på aftagende vækst i dansk erhvervsliv generelt. Revisorerne er mindre optimistiske, når de skal vurdere de kommende seks måneder for deres kunders økonomi.

”Det er simpelthen blevet mere trægt, så nu er det kun halvdelen af revisorerne, der ser positivt på udviklingen. For godt et år siden var det immervæk otte af 10, der så positivt på kundernes økonomiske udvikling. Så det er lidt en kold skulder til højkonjunkturen,” siger Tom Vile Jensen, direktør i FSR – danske revisorer og fortsætter:

”Revisorerne er i øjeblikket i særlig tæt dialog med virksomhederne, da det er højsæson for virksomhedernes status for året, der lige er gået, nemlig årsregnskabet. I den forbindelse ser revisorerne også ind i budgetter og ledelsernes vurderinger for 2019. Og efter et par år med meget positive forventninger og flot vækst i erhvervslivet, så er forventningerne til virksomhedernes performance altså noget mere afdæmpet, når vi ser ind i de kommende måneder.”

Målt på en række parametre som eksempelvis de faste bruttoinvesteringer og antallet af stillingsopslag, er der ikke den samme vækst i Danmark, som der har været hidtil. Det trækker naturligt nok også forventningerne ned og luft ud af væksten.

Væksten i stillingsopslagene er således faldet, så der i andet halvår af 2018 var en vækst på 4 procent – svarende til knapt 1.000 stillingsopslag. I de to foregående halvår var vækstraterne på 12 og 13 procent.

Læs hele analysen

Kontakt

  • Tom Vile Jensen

    Direktør

    3369 1051
    M: 4193 3151
  • Anders Lau

    Kommunikationschef - presse og public affairs

    3369 1047
    4193 3147
  • Emil Nyboe Blicher

    Student