40 forslag til forenklinger

NyhedRegeringens nye forum for administrative lettelser, det såkaldte Virksomhedsforum for Enklere Regler har netop behandlet de første 40 forslag til forenklinger.

FSR - danske revisorerSMV

FSR – danske revisorer støtter op om bestræbelserne på at mindske de administrative byrde mest muligt for erhvervslivet, og foreningen er repræsenteret i regeringens nye forum for administrative lettelser, det såkaldte Virksomhedsforum. Gode rammebetingelser er forudsætningen for at sikre et fortsat konkurrencedygtigt erhvervsliv. Et centralt element i den forbindelse er at sørge for, at virksomhederne ikke rammes af unødige administrative byrder fra det offentlige.  

”Det er positivt, at regeringen sætter fokus på at reducere de administrative byrder mest muligt, og vi er glade for at kunne bidrage til arbejdet. Revisor er en af erhvervslivets tætteste rådgivere, og det giver os indblik i mange af de administrative byrder, som virksomhederne kæmper med i dagligdagen,” siger statsautoriseret revisor Tom Sønderup, som repræsenterer FSR – danske revisorer i Virksomhedsforum.

Der er indtil nu kommet cirka 175 forslag til forenklinger til behandling i Virksomhedsforum. De 40 forslag, som nu er behandlet, er sendt videre til regeringen, som nu enten skal indføre forslagene, eller som minimum foreklare, hvorfor et forslag ikke indføres. I forhold til revisor er særligt et forslag om, at gøre det muligt at aflægge årsrapporten på engelsk interessant. 

Arbejdet i virksomhedsforum er dog ikke det eneste sted FSR - danske revisorer er aktive i forenklingsarbejdet. Foreningen har også udarbejdet et forslag om en ny erklæringsstandard, der kan give små og mellemstore virksomheder et alternativ til en revision. Regeringen har allerede taget forslaget til sig, og det forventes ifølge lovprogrammet fremlagt inden for de næste 14 dage.
Den ny standard er målrettet mindre virksomheder, som ønsker en erklæring på deres regnskab, men som qua deres størrelse ikke har behov for samme høje grad af sikkerhed, som en revision giver. Formålet med den ny standard er at skabe balance mellem de samfundsmæssige hensyn om at gøre det lettere at drive virksomhed og hensynet til at bevare en fornuftig kvalitet og troværdighed i den information, som går fra virksomhederne til forretningspartnere, pengeinstitutter og myndigheder.

Læs mere
Virksomhedsforum har modtaget ca. 175 forslag til forenklinger. Indtilvidere er 40 forslag behandlet og sendt videre til regeringen, som gennemgår dem efter et ”følg-eller-forklar”-princip - Se de 40 forslag her

Om Virksomhedsforum

  • Virksomhedsforum for Enklere Regler er nedsat af erhvervs- og vækstministeren og er en del af regeringens indsats for færre administrative byrder for erhvervslivet.
  • Virksomhedsforum har til opgave at sende konkrete forslag til forenklinger til regeringen, som behandler forslagene efter et ’følg eller forklar’-princip. Det indebærer, at regeringen enten gennemfører forslagene eller forklarer, hvorfor de ikke kan gennemføres.
  • Forslagene fra Virksomhedsforum og status på de forslag, der arbejdes videre med, bliver løbende offentliggjort på hjemmesiden www.enklereregler.dk (som offentliggøres den 9. oktober)
  • Virksomhedsforum for enklere regler mødes 3 gange om året.