Eksportkreditfondens ydelser har for alvor fundet vej til virksomhederne

NyhedDanske virksomheder fik nye garantier og kautioner for 16,4 milliarder kroner i 2012. Historisk mange SMV-virksomheder bruger nu Eksportkreditfonden (EKF).

FSR - danske revisorer

Stadig flere små og mellemstore virksomheder benytter EKF’s eksportgarantier til at få finansieret deres forretninger og gøre deres varer konkurrencedygtige og attraktive for udenlandske købere. I 2012 steg antallet af eksportvirksomheder, som EKF hjælper, med næsten 20 procent til 461. Det er den største tilgang af kunder på et enkelt år.

Årsrapporten for 2012 viser, at EKF udstedte nye garantier og kautioner for rekordhøje 16,4 milliarder kroner. Det samlede engagement, som EKF administrerer, steg til 77 milliarder kroner, hvilket også er ny rekord.

Du kan se hele årsrapporten her.

EKF er måske den samarbejdspartner mange virksomheder mangler

”Adgang til finansiering via banken kan være svær. Så har en virksomhed svært ved at opnå finansiering via banken til eksportfremmende tiltag, kan det være en god ide, at undersøge om finansieringen kan findes, via et samarbejde med EKF ,”siger skatte – og erhvervspolitisk konsulent hos FSR – danske revisorer Peter Nielsen.

Sidste år hjalp EKF således med at sikre danske virksomheder ordrer for ca. 28 milliarder kroner samt skabe og bevare ca. 17.500 arbejdspladser i Danmark, fremgår det af årsrapporten.

I 2012 blev EKF’s muligheder for at hjælpe danske virksomheder styrket på flere fronter. Blandt andet tilførte regeringens eksportlåneordning yderligere 15 milliarder kroner, som især vil gavne store eksportprojekter.

Endelig fik EKF som noget nyt mulighed for at hjælpe danske eksportvirksomheder og deres underleverandører med at få finansieret produktionsanlæg i Danmark. Dermed kan virksomhederne med fordel udvide produktionen i Danmark og fastholde vækst og arbejdspladser herhjemme.

Du har mulighed for at tjekke, hvilke ydelser EKF udbyder på www.ekf.dk

Eksempler på virksomheder der har draget nytte af EKF’s ydelser:

Aalborg CSP fik indisk solkraft-ordre med kreditkoncept
Da solenergivirksomheden Aalborg CSP fik sin første ordre til Indien, hjalp EKF den indiske kunde med at finde finansieringen. Dermed fik Aalborg CSP foden inden for på det indiske marked, og allerede inden den første ordre var leveret, tikkede den næste ind.

Kosan Crisplant fik sikkerhed i Libyen
Revolutionen i Libyen har ført til forandringer på mange områder. For Kosan Crisplant, som er leverandør til gasselskaber over hele verden, har den betydet, at et interessant marked er blevet endnu mere attraktivt. Kosan Crisplant har gennem en årrække gjort forretninger med i Libyen, og kan i dag eliminere en stor del af sin risiko ved at samarbejde med EKF.