SU-reform får uheldige konsekvenser for kandidatstuderende i revisorbranchen

NyhedEt nyt lovforslag stiller de cand.merc.aud.-studerende dårligere, når de sideløbende med studiet har fuldtidsarbejde. Forslaget kan være ødelæggende for den fleksibilitet i aud.-uddannelsen, som i dag sætter de studerende i stand til at samle erhvervserfaring samtidig med uddannelsen, vurderer FSR – danske revisorer, som foreslår lovforslaget ændret.

FSR - danske revisorerUddannelse

Det skal ikke længere være muligt for bachelor- og kandidat-studerende at framelde sig eksamener, og der er krav om, at de studerende skal indtjene 30 ECTS-point hvert halve år.
Det er konsekvensen af en ændring af Universitetsloven, som uddannelsesminister Morten Østergaard har foreslået. De nye krav skal bidrage til en reform af SU-systemet, som skal styrke de offentlige finanser med 2,2 mia. kr. i 2020.
Men lovforslaget kan få uheldige konsekvenser for de cand.merc.aud.-studerende, der er ansat i revisorbranchen, da det ødelægger mulighederne for, at de har et fuldtidsarbejde samtidig med studiet, vurderer FSR – danske revisorer.

”De nye krav fjerner den fleksibilitet, som i dag sætter de cand.merc.aud.-studerende i stand til at hente erhvervserfaring samtidig med deres teoretiske studie. De kandidatstuderende, der har et erhvervsarbejde som revisor sideløbende med studiet, gennemfører typisk ikke studiet på den normerede tid på to år. Derfor får de problemer med at overholde de nye krav,” siger erhvervspolitisk direktør hos FSR – danske revisorer, Tom Vile Jensen og uddyber:

”Den nuværende model giver de studerende praktisk erfaring, og erhvervslivet får glæde af de studerendes viden. Samtidig modtager de studerende ikke SU, da revisionsfirmaerne betaler deres løn, og de dermed ikke ligger SU-systemet til last. Derfor foreslår vi i et høringssvar, at lovforslaget ændres, så det er muligt at fastholde den nuværende model, hvor studie og erhvervsarbejde kan kombineres.”

Ændring kan give længere studietid
FSR – danske revisorer støtter tiltag, der kan få de studerende hurtigere ud på arbejdsmarkedet, og foreningen har eksempelvis bidraget aktivt til den modernisering af revisoruddannelsen, man netop i disse dage er ved at lægge sidste hånd på.
Moderniseringen skal sænke gennemsnitsalderen for en statsautoriseret revisor og give højere beståelsesprocenter, uden at der slækkes på den faglige kvalitet.

En cand.merc.aud. er hovedvejen til revisoruddannelsen. Derfor er det også i revisorbranchens interesse, at kandidaterne er studieaktive og gennemfører aud.-uddannelsen på kort tid.

"En revisorkandidat skal have tre års praktisk erfaring, før kandidaten kan gå til revisoreksamen. I dag kan kandidaterne tage et år sammen med cand.merc.aud.’en. Moderniseringen af revisoruddannelsen vil hæve det til to år. Men det nye lovforslag lægger hindringer i vejen for at skære år af uddannelsestiden, hvis det ikke er muligt at kombinere studie og arbejde,” siger Tom Vile Jensen.

 
Læs mere:

Kontakt

  • Tom Vile Jensen

    Direktør - Erhvervspolitisk Center

    3369 1051
    4193 3151
  • Sara Sayk

    Chefkonsulent - registreret revisor, cand.merc.aud.

    3369 1029
    4193 3129
  • Jakob Holm

    Chefkonsulent

    3369 1069
    4193 3169