Det rene vand løb med CSR-pris

VandCenter Syd blev belønnet for deres CSR-rapportering, da FSR – danske revisorer i dag uddelte CSR-priser til de danske virksomheder, som har været bedst til at rapportere om samfundsansvar.

FSR - danske revisorerCSR

Der er mere til rent vand, end blot at åbne hanen. Hvilke samfundsmæssige udfordringer, der ligger i at levere rent vand og rense spildevand, og hvordan man løser denne opgave på Fyn. Det kan du læse mere om i VandCenter Syds CSR-rapport, som netop har modtaget FSR – danske revisorers CSR-pris for bedste CSR-rapport fra en virksomhed med under 500 ansatte. Prisen blev overrakt den 26. september på FSR – danske revisorers årsmøde – Revisordøgnet.

”Man bliver klogere på vand og på vandudfordringerne i et lokalsamfund ved at læse denne rapport. Gennem effektiv brug af tal og facts får du indsigt i de områder, virksomheden har indflydelse på og de udfordringer, de har på vandområdet. Der er et klart fokus på, hvad man har opnået, men også en ærlig og grundig forklaring af det, man endnu ikke har nået,” siger formanden for FSR – danske revisorers CSR-udvalg Birgitte Mogensen.

Rent vand er ikke en selvfølge
VandCenter Syd er kommunalt ejet, og de 185 medarbejdere leverer drikkevand og håndterer spildevand i Odense og på Nordfyn. Som CSR-pris-modtagere kommer de 185 medarbejdere i VandCenter Syd i selskab med en virksomhed i en noget andet størrelse - nemlig til A.P. Møller – Mærsk, der fik hovedprisen for bedste samlede CSR-rapport.

Som en forsyningsvirksomhed har VandCenter Syd arbejdet med miljø og miljøpåvirkninger i mange år, og det skinner igennem deres rapportering.

”Andre forsyningsvirksomheder kan med fordel skelne til, hvad de gør på Fyn. De sætter et globalt perspektiv på vand som en knap ressource, men vigtigst formår de også at vise, hvordan de arbejder med at sikre en bæredygtig udvikling i deres lokalområde. Og dette i en rapport, som formår at levere brugbar information til både ejere og brugere; det vil sige både til politikere og til de borgere, som afhænger af forsyningsvirksomheden i dagligdagen,” siger Birgitte Mogensen.

Hos VandCenter Syd betragter de virksomhedens sociale ansvar (CSR) som en integreret del af virksomhedens ledelsessystem.

”Vi er meget stolte af at modtage FSR - danske revisorers CSR-pris, der bekræfter os i, at vi er på rette spor – og tilskynder os til fortsat at skabe nye ”værdier” for vores omkringliggende samfund og interessenter”, siger direktør for VandCenter Syd, Anders Bækgaard.

Yderligere information:
VandCenter Syd:
Direktør Anders Bækgaard
ab@vandcenter.dk, 40 27 75 00

FSR – danske revisorer:
Formand for CSR-udvalget, Birgitte Mogensen
bm@birgittemogensen.dk / 21 41 60 28

VandCenter Syds CSR-rapporter

Om CSR-prisen
Det er 19. år i træk, at FSR – danske revisorer uddeler prisen for bedste ikke-finansielle årsrapport til en dansk virksomhed.
CSR-prisen gives som anerkendelse af virksomheder, der leverer bemærkelsesværdig CSR-rapportering i en række kategorier:

  • Bedste samlede CSR-rapportering 2013 (Hovedpris)
    Vinder: A. P. Møller – Mærsk
     
  • Bedste rapportering fra virksomhed med under 500 medarbejdere
    Vinder: VandCenter Syd
     
  • Bedste emerging-rapportering:
    Vinder: DAB
    (Valg af målrettede CSR-tiltag - uden tilslutning til en standard eller globale principper)

    Vinder: Siteimprove
    (CSR-arbejde gennem tilslutning til UN Global Compact*)

 

Dommerpanelet bestod i år af repræsentanter fra udvalgte repræsentanter fra dansk erhvervsliv og organisationer. Eksempelvis ATP, CBS, Threadneedle og Erhvervsstyrelsen.

* Virksomheden følger FN’s Global Compact-principperne inden for miljø, menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder og bekæmpelse af antikorruption.