Virksomhedsforum: Regeloprydning skal fjerne byrder i virksomhederne

NyhedRegeringen har sat fokus på at rydde op i antallet af administrative byrder for erhvervslivet. Det sker gennem Virksomhedsforum, hvor virksomhederne kan foreslå administrative lettelser af eksisterende regler. FSR - danske revisorer ser positivt på tiltaget, men efterlyser samtidig en mere proaktiv indsats i forhold til nye regler.

VirksomhedsretRevisionSMVFSR - danske revisorer

Virksomhedsforum for enklere regler blev nedsat i 2012 og har indtil nu fremkommet med forslag til 161 forenklinger til regeringen. Alle forslag er omfattet af et "følg eller forklar"-princip. Det betyder, at regeringen er forpligtet til enten at gennemføre de initiativer, der bliver foreslået, eller at forklare, hvorfor man ikke gennemfører initiativer. Status er lige nu at 39 forslag gennemføres, 31 gennemføres delvist, mens 19 forslag ikke gennemføres og 72 forslag er under behandling.

Et eksempel på et af de forslag, som gennemføres, er muligheden for fremover at udarbejde årsrapporter på engelsk. En mulighed som blandt andet FSR - danske revisorer tidligere har peget på.
Læs mere om forslaget om engelske årsrapporter.

FSR - danske revisorer har gennemgået alle forslagene og set på, hvordan de er fordelt. Der er flest forslag inden for Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri som score højest med 18 %, skarpt forfulgt af Beskæftigelsesministeriet, Miljøministeriet og Erhvervs- og Vækstministeriet.

"Det er ikke overraskende, at det er områder inden for ministerier som fx. Beskæftigelsesministeriet og Erhvervs- og Vækstministeriet, hvor der kommer mange forslag. Kommissoriet for Virksomhedsforum lægger netop op til, at energien skal målrettes de områder, hvor virksomhederne oplever de største administrative byrder. Her spiller regler om ansatte og den generelle erhvervsregulering en væsentlig rolle," siger juridisk chef hos FSR - danske revisorer, Jakob Dedenroth Bernhoft.

Proaktiv indsats har større potentiale
Virksomhedsforum for enklere regler ser alene på, hvordan eksisterende regler kan gøres enklere og er dermed ikke involveret i lovgivningsprocessen, når nye regler bliver til. Et endnu større fokus fra regeringen på netop nye regler vil dog også være ønskeligt, påpeger FSR - danske revisorer.

"Det er ikke altid, at hensynet til de administrative byrder vægter højest, når nye regler bliver til, og det kan være svært at lappe på regelsæt, som fra starten er meget byrdefulde. Virksomhedsforum er skridt i den rigtige retning, men det er en "bagudrettet" indsats. Der er ingen tvivl om, at der er et stort potentiale i forhold til at undgå administrative byrder, hvis man helt fra start i lovgivningsprocessen sætter endnu større fokus på de administrative konsekvenser af nye regler," siger Jakob Dedenroth Bernhoft.

Forslag fordelt på ministerier
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug of Fiskeri: 30 (18,1%)
Beskæftigelsesministeriet: 27  (16,3%)  
Miljøministeriet: 26 (15,7%)
Erhvervs og Vækstministeriet: 25 (15,1%)
Skatteministeriet: 16 (9,6%)
Finansministeriet: 12 (7,2%)
Justitsministeriet: 12 (7,2%)
Økonomi- og indenrigsministeriet: 6  (3,6%)
Klima, Energi-og Bygningsministeriet: 3 (1,8%)
Ministeriet for Børn og Undervisning: 3 (1,8%)
Social og Integrationsministeriet: 3 (1,8%)
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse: 1 (0,6 %)
Ministeriet for Forskning, Innovation og
videregående uddannelse: 1 (0,6 %)
Transportministeriet: 1 (0,6 %)

Om Virksomhedsforum

  • Virksomhedsforum for Enklere Regler er nedsat af erhvervs- og vækstministeren og er en del af regeringens indsats for færre administrative byrder for erhvervslivet.
  • FSR - danske revisorer er repræsenteret ved statsautoriseret revisor Tom Sønderup
  • Virksomhedsforum har til opgave at sende konkrete forslag til forenklinger til regeringen, som behandler forslagene efter et ’følg eller forklar’-princip. Det indebærer, at regeringen enten gennemfører forslagene eller forklarer, hvorfor de ikke kan gennemføres.
  • Forslagene fra Virksomhedsforum og status på de forslag, der arbejdes videre med, bliver løbende offentliggjort på hjemmesiden www.enklereregler.dk
  • Virksomhedsforum for enklere regler mødes 3 gange om året.