Byt indberetningsbøvl til bedre konkurrenceevne

PressemeddelelseDanske virksomheder sender hvert år godt 11 millioner indberetninger til det offentlige. Trods øget digitalisering er det oplevelsen, at byrderne stiger, og den øgede mængde bøvl er med til at trække Danmark ned ad digitaliseringsranglisten.

FSR - danske revisorerOffentlig sektor

De 27 organisationer bag visionsoplægget.
Klik for større billede

For seks år siden blev Danmark placeret som nummer 1 i forhold til it-parthed og evnen til at omsætte digitalisering til økonomisk vækst. Siden da er det gået nedad, og seneste måling fra World Economic Forum placerer Danmark på en 15. plads ud af 143 lande.

Danmark skal tilbage som nummer 1., og det skal blandt andet være med til at styrke de danske virksomhederes konkurrenceevne. Det er visionen for 27 organisationer, der som indspil til den ny regering har udarbejdet en række digitale visioner, der skal være med til at løfte Danmark tilbage til toppen af ranglisten.
Blandt de deltagende organisationer er FSR – danske revisorer, hvor man lægger særligt vægt på, at digitaliseringen bruges til at mindske det bøvl, indberetninger til det offentlige afføder i de danske virksomheder.

”Den øgede digitalisering burde gøre livet lettere for både myndigheder og virksomheder, men hos revisorerne er der en klar vurdering af, at indberetningsbyrderne har været stigende de seneste fem år. Danmark er dermed ikke lykkedes med at bruge digitalisering til at gøre det lettere at drive virksomhed, hvilket også ses i vores fald på ranglisten,” siger erhvervspolitisk direktør hos FSR – danske revisorer, Tom Vile Jensen og uddyber:

”Vi savner et politisk pres, der sikrer, at hver gang myndigheder digitaliserer, så skal det mindske byrderne for virksomhederne. Lige nu går det den modsatte vej - og hver gang vi øger byrderne, sænker det vores konkurrenceevne over for udlandet.”

Gode intentioner gør det ikke alene
”På trods af gode intentioner fungerer for mange offentlige it-løsninger til danske virksomheder og borgere ikke tilfredsstillende. De opleves som dårligt udformede, ikke gennemtænkte og sammentænkte nok, og de udløser for mange tilbageløb i form af fx et utilfredsstillende højt antal af supporthenvendelser,” lyder det i visionsoplægget fra de 27 organisationer.

Hos FSR – danske revisorer er vurderingen, at de offentlige løsninger ofte er prægede af, at udgangspunktet har været at skabe besparelser eller smidigere arbejdsgange hos myndigheden, mens fokus på byrder og besvær hos virksomhederne er kommet i anden række. Det viser sig fx ved, at virksomhederne sender godt 11 mio. indberetninger til det offentlige årligt. De 11 mio. indberetninger genererer i dag 8 mio. årlige supporthenvendelser, når de digitale løsninger volder problemer.

”Vi har derfor en helt generel opfordring til, at det offentlige, når man digitaliserer, sikrer, at de ny løsninger også lemper byrderne for virksomhederne og ikke kun styrker myndighedens interne arbejdsgange,” siger Tom Vile Jensen.
 

Læs hele visionsoplægget fra de 27 organisationer her:

Kontakt

  • Tom Vile Jensen

    Direktør

    3369 1051
    M: 4193 3151
  • Jakob Holm

    Chefkonsulent

    3369 1069
    4193 3169