Konkurser: Byggeriet står for flest tabte job

PressemeddelelseDet samlede jobtab ved konkurser i første halvår af 2015 ligger cirka 16 pct. højere end i 2014. Byggeri og industri tegner sig for de fleste tabte arbejdspladser, viser ny analyse fra eStatistik udført for FSR – danske revisorer.

AnalyseFSR - danske revisorer

5.674 job gik tabt ved konkurser i første halvdel af 2015. Det svarer til en stigning på 16 procent i forhold til første halvår af 2014. Flest job er gået tabt i Bygge og anlæg, hvor 1.251 fuldtidsstillinger er forsvundet. Industrien følger efter med et tab på 831 job.

”Det er første gang i et par år, at vi ser en stigning i antallet af tabte job ved konkurser på et halvår. Og i dette halvår er det så industrien og byggeriet, der holder for. Men jobtabet er samlet set stadig det halve af, hvad konkurserne kostede af arbejdspladser i kriseåret 2010,” siger erhvervspolitisk direktør Tom Vile Jensen, FSR – danske revisorer.

Fordobling af tabte job i industrien
I alt gik 798 flere jobs tabt i første halvår 2015 end i første halvår 2014. Det svarer til en stigning på 16 procent, som primært er trukket af byggeriet og industrien.

”Den lidt kedelige udvikling i industrien og byggeriet kan dække over flere ting. I industrien, hvor jobtabet er fordoblet, kan en del af tabet tilskrives, at de konkursramte virksomheder med beskæftigelse har været større end tidligere. Samtidig kan det skyldes, at industriens jobtab i 2014 historisk set var lavt,” siger direktør i eStatistik, Kent Nielsen.

I andet kvartal af 2015 gik 1.042 virksomheder konkurs. Det samlede antal konkurser i første halvår lander dermed på 2.064, hvilket er 12 procent højere end niveauet sidste år.

Antallet toppede under krisen med omkring 1.600 konkurser pr. kvartal i 2010. Herefter har konkurstallet generelt været nedadgående.
 

Læs hele undersøgelsen:

 

Kilde: Beregning af eStatistik – baseret på specialkørsel fra Danmarks Statistik