Ny revisorlov betyder mange ændringer for revisorer og virksomheder

PressemeddelelseRegeringen har i dag sendt udkast til ny revisorlov i høring. Formålet er at implementere en række nye EU-regler. Udkastet byder på nye krav til revisoren og de børsnoterede virksomheder, banker mv. Den foreslåede danske implementering følger dog i hovedtræk den linje, som bl.a. den svenske og tyske regering lægger, hvilket FSR – danske revisorer hilser velkommen

FSR - danske revisorerRevision

Med lovudkastet følger en række helt nye krav til de større virksomheder og deres revisor. Lovudkastet indebærer bl.a., at børsnoterede virksomheder, banker, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber periodisk skal skifte revisionsfirma. Samtidigt begrænses de rådgivningsydelser, som den generalforsamlingsvalgte revisor må levere til virksomheden.

”Med reglerne følger en væsentligt strammere regulering af forholdet mellem revisor og virksomhederne. Det gælder krav om rotation, forbud mod visse rådgivningsydelser og mange flere opgaver til virksomhedernes revisionsudvalg. Det betyder ekstra omkostninger til virksomhederne, siger Jens Otto Damgaard, formand for FSR – danske revisorer.

Hidtil har Danmark haft en langt bredere skare af virksomheder og offentlige enheder omfattet af reglerne end krævet af EU. Den nye lov indeholder imidlertid så mange nye krav, at det vil være forbundet med store omkostninger og byrder for de, der bliver underlagt. Ifølge vores gennemgang baseret på EU-kommissionens tal ville en uændret videreførelse af reglerne give omkostninger på over 500 mio. kr. Folketinget skal derfor finde en fornuftig balance, der også tage højde for omkostningerne og tager bestik af, hvad nabolandende gør.

”Regeringen foreslår at målrette de nye regler på børsnoterede virksomheder samt banker, forsikring og realkredit, sådan som det er tiltænkt fra lovgiverne i EU. På den måde undgås det, at regningen bliver dyrere ved at omfatte mange flere virksomheder. Og den danske regering følger dermed den samme politiske linje, som bl.a. den tyske og svenske regering. Det betyder i store træk, at virksomheder bosat i København er underlagt samme regulering som virksomheder i fx Malmø og Hamborg. Regeringen forsøger altså en afbalanceret implementering, hvor der med EU reglerne strammes op, men ikke overreguleres. Det er positivt, og det vil vi gerne kvittere for”.

Formålet med de nye EU-regler har været at styrke tilliden til den lovpligtige revision i de børsnoterede og finansielle virksomheder. I Danmark har der dog siden 2014 været helt særlige certificeringsregler og uddannelseskrav for revisorer, der reviderer finansielle virksomheder. Den ordning foreslår FSR – danske revisorer videreført tilpasset de nye EU-regler, selvom EU ikke kræver en sådan certificeringsordning.    

Lovgivningen egner sig ikke til kommunerne
Regeringen lægger op til, at kommuner, regioner og fælleskommunale selskaber delvist skal omfattes af de nye EU-regler. Ingen øvrige EU-lande påtænker, at benytte de nye regler i sammenhæng med kommunerne.

”De nye EU regler har til hensigt at sikre stabile lånemarkeder og beskytte aktionærerne i børsnoterede virksomheder. Reglerne er slet ikke tiltænkt kommuner og regioner, der ikke indgår som en del af det indre marked. Vi mener, at det er uhensigtsmæssig, hvis reglerne anvendes i en så fundamental anderledes sammenhæng", siger Charlotte Jepsen, adm. direktør i FSR – danske revisorer.

Regeringen har til gengæld besluttet, at reglerne ikke skal gælde for eksempelvis statslige selskaber som eksempelvis Danske Spil og Bornholmstrafikken, men har altså alligevel lagt op til, at de nye regler kan indføres på en måde, så de kommer til at gælde for alle kommuner, regioner og fælleskommunale selskaber.

"Regeringens forskellige tilgang til statslige og kommunale selskaber får jo en række paradoksale konsekvenser. Thyborøn-Agger-færgeoverfart skal være underlagt de nye regler, imens Bornholmstrafikken ikke skal, fordi det er et statsligt selskab. Den lille Skovsted Losseplads i Thy risikerer at få krav på linje med store børsnoterede selskaber, men der er under 10 ansatte på pladsen. Derfor ser vi frem til en konstruktiv dialog med regeringen om at indrette reglerne, så de tager højde for de særlige forhold på det kommunale område", siger Charlotte Jepsen. 

Foruden den nye EU-regulering indeholder udkastet samtidigt en stor modernisering af både sanktionssystemet og kvalitetskontrollen for den danske revisorbranche.

Lovudkastet er i høring frem til 18. januar og skal være vedtaget i Folketinget senest 16. juni 2016.

Kontakt

  • Charlotte Jepsen

    Administrerende direktør

    3369 1098
    4193 3198
  • Tom Vile Jensen

    Direktør - Erhvervspolitisk Center

    3369 1051
    4193 3151
  • Lars Kiertzner

    Chefkonsulent, statsautoriseret revisor, ph.d.

    Tirsdag til torsdag
  • Anders Lau

    Kommunikationschef - presse og public affairs

    3369 1047
    4193 3147