FSR – danske revisorer: Stærkt udspil styrker retssikkerheden markant

PressemeddelelseNyt udspil vil forbedre virksomhedernes retssikkerhed markant. Efter flere års zig-zagkurs på retssikkerheden bliver der nu lagt en tydelig retning, særligt indførsel af omkostningsgodtgørelse og et skattelovråd stiller virksomhederne bedre, vurderer FSR – danske revisorer.

SkatFSR - danske revisorer

Regeringen og en række partier i Folketinget har i dag præsenteret en ny retssikkerhedspakke, der skal øge borgere og virksomheders retssikkerhed.
FSR – danske revisorer hilser udspillet om retssikkerhedspakke II velkomment, og roser skatteministerens og de øvrige partiers indsats for at øge retssikkerheden på skatteområdet. Foreningen fremhæver særligt forslagene om, at genindføre omkostningsgodtgørelse for virksomhederne og indføre skattelovråd, som tiltag der gør en forskel for virksomhedernes retssikkerhed.

”Efter flere års zig-zag-kurs på retssikkerheden bliver der nu endelig lagt en tydelig retning for, at vi kan få bedre retssikkerhed. Retssikkerhed starter med klar og tydelig lovgivning. Ved at oprette et skattelovråd kan politikerne få adgang til ekspertvurderinger hurtigt i lovprocessen, når der indføres kompliceret skattelovgivning. Det vil reducere risikoen for byrder og for de urimeligheder, som nogle virksomheder har oplevet med skattesystemet, ” siger Bjarne Gimsing, statsautoriseret revisor og formand for FSR – danske revisorers skatteudvalg.

Det skal ikke koste noget at vinde over Skat
Udspillet til retssikkerhedspakke II vil også genindføre omkostningsgodtgørelsen for virksomheder. Det vil øge virksomhedernes muligheder for at få dækket deres omkostninger, hvis de vinder over Skat.

”Det skal i et retssamfund selvfølgelig ikke koste en skatteydende virksomhed penge at vinde en sag over myndighederne. Og en virksomhed må aldrig afholde sig fra at rejse en sag, blot fordi den frygter sagsomkostninger. Derfor er det positivt, at man nu ændrer på det, så det afgørende for en virksomhed er, hvorvidt den vurderer, at den har ret – i stedet for om det overhovedet kan betale sig at få ret,” siger Bjarne Gimsing.

Begrænset mulighed for at SKAT kan anke sager
FSR – danske revisorer fremhæver samtidig det positive i, at retssikkerhedspakken vil indskrænke Skattemyndighedernes muligheder for at anke, når de taber en sag i deres eget system.

”Vi har set en øget tendens til at SKAT afprøver grænser for lovgivningens rammer, når der føres retssager. De facto kan det betyde en glidende udvidelse af reglerne i forhold til den oprindelige hensigt fra Folketingets side. Det er derfor vigtigt med klare retningslinjer for, hvornår Skat må anke sager, og det bliver der rettet op på nu. Myndighedernes har – via lovgivningen - muligheden for at ændre eller præcisere lovgivningen på området. For at sikre en klar lovgivning bør dette prioriteres frem for afklaring ved retssager,” siger Bjarne Gimsing.
 

Yderligere information

  • Bjarne Gimsing
    Formand, FSR - danske revisorers skatteudvalg
    2529 3699

Se Skatteministeriets pressemeddelelse og den fulde aftale her

Kontakt

  • Jakob Holm

    Chefkonsulent

    3369 1069
    4193 3169