FSR – danske revisorer vedtager nye skatteetiske anbefalinger

PressemeddelelseNye skatteetiske anbefalinger skal bidrage til at sikre tilliden til skatterådgivningen. FSR – danske revisorers administrerende direktør, Charlotte Jepsen ser gerne, at anbefalingerne i kombination med foreningens forslag om et skatterådgivernævn kommer til at omfatte alle skatterådgivere

Skat

FSR – danske revisorer lancerer i dag otte nye skatteetiske anbefalinger, som fremover kommer til at gælde for alle revisorforeningens medlemmer. Formålet med anbefalingerne er at skabe klare rammer for revisorernes skatterådgivning og herunder sikre en fortsat høj etisk standard i den skatterådgivning, som medlemmerne yder til borgere og erhvervsliv.

Anbefalingerne lanceres i forbindelse med en konference om fremtidens skatterådgivning, som FSR – danske revisorer afholder i samarbejde med Karnov Group torsdag den 26. september.

FSR – danske revisorers administrerende direktør, Charlotte Jepsen, mener, at de nye skatteetiske anbefalinger vil bidrage til at sikre tilliden til revisorbranchens skatterådgivere. 

”Der er en vis omdømmerisiko forbundet med skatterådgivning, som desværre har fået et dårligt ry på grund af de mange sager om skattely og systematisk skatteunddragelse. Vi ønsker, at skatteborgere og -myndigheder skal kunne have fuld tillid til, at den skatterådgivning som branchens medlemmer yder, lever op til høje etiske standarder. Branchens rådgivere kan fx aldrig medvirke til, at Danmark eller andre lande unddrages den korrekte skat”, siger Charlotte Jepsen og tilføjer: ”Den rådgivning vores medlemmer yder skal være transparent og kunne tåle dagens lys”.

Anbefalingerne kommer også i erkendelse af, at professionel skatterådgivning er nødvendig i en kompleks og globaliseret verden, hvor reglerne hele tiden ændrer sig. Charlotte Jepsen understreger i den forbindelse, at brugen af skatterådgivning oftest hænger sammen med et ønske om at efterleve reglerne.

”Navnlig virksomheder, der opererer på tværs af landegrænser har en risiko for utilsigtet dobbeltbeskatning og asymmetri i beskatningen. Professionel skatterådgivning er et vigtigt element i at sikre, at danske virksomheder er konkurrencedygtige”.

Behov for fælles skatterådgivernævn
Det er ambitionen, at de etiske anbefalinger på sigt skal være med til at skabe grundlaget for et fælles skatterådgivernævn, der omfatter alle skatterådgivere, både revisorer, advokater, bankernes rådgivere og andre, der levere skatterådgivning til landets virksomheder. Tanken om et fælles skatterådgivernævn blev oprindeligt lanceret af FSR – danske revisorer i 2016, men genlanceres nu i sammenhæng med de nye etiske anbefalinger.

”I dag gælder der forskellige regler for skatterådgivere afhængig af, om du er revisor, advokat, bankrådgiver eller noget helt fjerde. Det er ikke hensigtsmæssigt og skaber ulige vilkår for rådgiverne. Vi er optagede af, at vi får en fælles høj standard for ”god skatterådgivning” og en fælles spillebane for alle skatterådgivere. Vi tror, at det er den bedste måde at komme aggressiv og ulovlig skatterådgivning til livs på”, siger Charlotte Jepsen, og tilføjer:

”Det er vores ønske, at alle skatteydere skal vide, at de kan gå til et godkendt revisionsfirma og medlem af FSR – danske revisorer og få højt kvalificeret skatterådgivning, som opfylder de etiske anbefalinger”.

Læs de otte etiske anbefalinger

 

Kontakt

  • Charlotte Jepsen

    Administrerende direktør

    3369 1098
    4193 3198
  • Tom Vile Jensen

    Direktør

    3369 1051
    M: 4193 3151
  • Louise Egede Olesen

    Skattekonsulent

    2132 1838
  • Anders Lau

    Kommunikationschef - presse og public affairs

    3369 1047
    4193 3147