Finanslov: Brug for markant løft af skattekontrollen

PressemeddelelseRegeringen varsler en større investering i skattevæsenet i finansloven for 2020, herunder 250 nye ansatte til målrettet kontrol af de, der snyder i skat. Med den nuværende kontrol kan der gå op til 37 år, før der kommer kontrolbesøg fra skat. Derfor er den foreslåede oprustning både rigtig og nødvendig og til gavn for de lovlydige virksomheder, mener FSR – danske revisorer.

Skat

Regeringen planlægger et nyt og 250 mands stort skattecenter udelukkende med fokus på at bekæmpe snyd og svindel hos borgere og virksomheder. Det fremgår af finanslovsudspillet, som flere medier har fået indblik i.
Skats analyser viser, at hver tiende virksomhed bevidst snyder med skatten. Men myndighederne har i dag reelt kun kapacitet til at kontrollere knap 3 pct, og her er politikerne nødt til at sætte ind.

”I dag er det stort set risikofrit for virksomhederne at snyde på skattevægten. Med den nuværende kontrol kan der gå op til 37 år, før der kommer kontrolbesøg fra skat, og det er selvfølgelig uholdbart. Konsekvensen er, at de virksomheder, der snyder med moms og skat, udkonkurrerer de lovlydige virksomheder, der betaler den skat, de skal. Det kan vi ikke være bekendt over for de rigtig mange virksomheder, der bruger egne ressourcer og også penge på en revisor for at holde orden i tingene”, siger Tom Vile Jensen, direktør i FSR – danske revisorer og fortsætter:

”Vi bakker derfor op om flere ressourcer til skattekontrollen, og det er helt rigtigt at sætte ind mod de, der bevidst omgår reglerne. Vi håber derfor på bred opbakning fra Folketingets partier til regeringens og skatteminister Morten Bødskovs forslag. Vi ser det her som et første stort skridt i et årelangt sejt træk for at få genopbygget skattevæsenet og ikke mindst kontrollen”.

En dugfrisk analyse fra Wilke udført for FSR – danske revisorer viser, at der er støtte fra befolkning og erhvervsliv til at styrke skattekontrollen. 8 ud af de 10 danskere er enig i, at der er behov for mere kontrol med virksomhedernes skatte- og momsbetalinger. Og selv hos virksomhederne peger 6 ud af 10 på behovet for mere kontrol.

Skat: Det største tab kan blive tillidstabet
Skatteministeriets egne tal viser, at der er sket et skred i regelefterlevelsen. Ifølge skats egne tal, siger virksomhederne selv, at de føler, at risikoen for at blive taget af kontrollen er styrtdykket. Det kan få alvorlige og vedblivende negative konsekvenser ikke bare for skattevæsenet.

”Vi er ved at skabe en meget usund grobund for en ”går-den-så-går”-holdning hos virksomheder og skatteborgere. Statskassen har lidt store økonomiske tab som følge af sammenbruddet i inddrivelsen og den næsten fraværende skattekontrol. Men det største tab risikerer at blive tillidstabet med det resultat, at mange flere danskere vil forsøge at undslå sig skat. Et sådan tillidstab vil være dybt skadelig for det danske samfund”, siger Tom Vile Jensen.

 

Læs FSR’s tillidsanalyse

Kontakt

  • Tom Vile Jensen

    Direktør

    3369 1051
    M: 4193 3151
  • Anders Lau

    Kommunikationschef - presse og public affairs

    3369 1047
    4193 3147