En HD-uddannelse koster 100.000 kroner

PressemeddelelseDet koster virksomhederne rundt regnet 100.000 kroner at opkvalificere en medarbejder med en HD-uddannelse. Uddannelsen steg kraftigt i pris fra 2005 til 2009, men de seneste år har der kun været få prisstigninger. Det viser en analyse af udviklingen i priserne for en HD-uddannelse på fire danske universiteter.

UddannelseFSR - danske revisorer

Efter store stigninger i prisniveauet for HD-uddannelserne i årene 2005 – 2008/09 har prisen de seneste år stabiliseret sig omkring de 100.000 kroner. Det viser en analyse fra FSR – danske revisorer.

”HD-uddannelsen er vigtig for revisionsfirmaerne og mange andre erhvervsvirksomheder. Derfor har vi med bekymring set på tidligere års store prisstigninger, da de begrænser firmaernes råderum til at opkvalificere deres medarbejdere. De sidste par år har vi kun oplevet enkelte prisstigninger, og vi håber fremadrettet, at priserne bliver holdt i ro,” siger erhvervspolitisk direktør i FSR – danske revisorer, Tom Vile Jensen.

På CBS er prisen for et samlet HD-forløb 103.600 kroner, imens de øvrige universiteter ligger lidt under 100.000 kroner, nemlig ASB med 93.000 kroner, SDU med 92.000 kroner, og AAU med 89.000 kroner.

HD-uddannelsen er en god investering
HD-studiet er et af de studier, hvor samspillet og videndelingen mellem universitetsverdenen og erhvervslivet fungerer bedst. Forskning af AKF og Nationalt Center for Kompetenceudvikling viser da også, at HD giver et meget signifikant lønafkast, som er stigende over tid. Det er således en god samfundsøkonomisk investering at få flere ind på HD.

”Vi ved, at uddannelsesinstitutionerne arbejder på at gøre HD-uddannelsen endnu bedre – både hvad angår undervisning og indhold - og det vil vi gerne rose. HD-uddannelsen er en rigtig god investering for samfundet, så det er vigtigt, at vi sikrer de bedst tænkelige rammevilkår for HD”, siger Tom Vile Jensen.  

I 2011/12 var der knap 1.200 færre, der valgte at læse HD end for blot fem år siden. Antallet af HD-studerende toppede i 2005/06 med 3.920 optagne på HD 2. del. I 2011 blev 2.765 optaget på HD 2. del.

Om analysen
FSR – danske revisorers analyse dækker udviklingen i priserne for en
HD-uddannelse i perioden 2005 til 2012 på henholdsvis Copenhagen Business School (CBS), Aarhus School of Business (ASB), Syddansk Universitet (SDU) og Aalborg Universitet (AAU).

Kontakt

  • Tom Vile Jensen

    Direktør - Erhvervspolitisk Center

    3369 1051
    4193 3151
  • Jakob Holm

    Chefkonsulent

    3369 1069
    4193 3169

Nyheder om uddannelse og fsr - danske revisorer