Vækstpakke: Initiativer vil styrke konkurrencen, men risikerer at blive udvandet inden de får effekt

PressemeddelelseGratis adgang til regnskaber og lettere adgang til kreditvurderinger trækker regeringens Vækstpakke i den rigtige retning og åbner for nye muligheder for virksomhederne, vurderer FSR – danske revisorer. De positive effekter risikerer dog at blive udvandet, fordi regeringen andre steder arbejder på at udhule årsregnskaberne.

FSR - danske revisorerRevisionRegnskab

Regeringens nye Vækstpakke åbner for, at virksomheder, banker, medarbejdere, investorer m.fl. får fri og gratis adgang til over 200.000 virksomheders årsregnskaber. Hensigten er at give virksomhederne bedre muligheder for at bruge regnskabsdata til at udvikle nye produkter og services. Og - ved at kunne kigge potentielle kunder i kortene via deres årsregnskab - undgå samarbejdspartnere, der ikke kan betale deres regninger.

Administrerende direktør i FSR – danske revisorer, Charlotte Jepsen, mener, at initiativet åbner nye spændende muligheder for virksomhederne:

”Der ligger masser af viden i virksomhedernes årsregnskaber, som vi slet ikke har været dygtige nok til at udnytte i Danmark. Virksomhederne kan benchmarke sig og se, hvor de kan skærpe indtjeningen eller har for høje omkostninger i forhold til deres konkurrenter. Det åbner op for at bruge regnskaberne som en del af et unikt konkurrenceværktøj, og her kan Danmark internationalt set blive blandt de første, som tilbyder den mulighed”, siger Charlotte Jepsen.

Et andet element i Vækstpakken er den nye service, der skal gøre det lettere for virksomhederne at tjekke deres kunders kreditværdighed og dermed reducere risikoen for tab.  Charlotte Jepsen undrer sig imidlertid over, at regeringen i samme pakke sætter lighedstegn mellem revision og administrative byrder og lægger op til at analysere muligheden for at lempe revisionspligten endnu engang.   

”Med den ene hånd lægger politikerne op til gennem gratis adgang til regnskabs- og kreditinformationer for at øge indsigten i virksomhedernes økonomi, og med den anden hånd lægger de op til at begrænse revisionen, som netop er dét, der tilfører virksomhedernes regnskaber tillid og troværdighed. Det hænger ikke rigtigt sammen. I rigtig mange tilfælde kan virksomhederne slet ikke få finansiering uden et revideret årsregnskab, fordi det giver sikkerhed for, at informationerne i virksomhedernes regnskab er retvisende”, siger Charlotte Jepsen.

Det undrer også direktøren, at regeringen og myndighederne i et parallelt forløb presser på for yderligere udvanding af informationerne i regnskabsdata.

”Det er mindre end en uge siden, at myndighederne har præsenteret forslag, der vil trække endnu flere oplysningerne ud af de selvsamme årsregnskaber, som Vækstpakken sætter som forudsætning for produktivitetsudvikling, bedre kreditvurdering og færre tab på dårlige betalere. Det virker ærlig talt besynderligt, og der er risiko for, at de positive effekter, som ønskes med Vækstpakken, forsvinder stort set inden, vi er kommet i gang”, siger Charlotte Jepsen.

Kontakt

  • Charlotte Jepsen

    Administrerende direktør

    3369 1098
    4193 3198
  • Tom Vile Jensen

    Direktør - Erhvervspolitisk Center

    3369 1051
    4193 3151
  • Anders Lau

    Kommunikationschef - presse og public affairs

    3369 1047
    4193 3147