Syede rød bomuldstråd i grønne bogføringsark

Digital SignaturDet var aldrig tallene, der trak i Richardt Biger Andersen, da han arbejdede som revisor. Det var menneskene bag tallene, og han var meget glad for foreningsarbejdet som medlem af udvalg og bestyrelser i revisorforeningerne. FSR – danske revisorer tog til Randers for at høre, hvad han får tiden til at gå med som pensioneret revisor, nu hvor han snart runder de 70 år.

FSR - danske revisorer

“Det med frivilligt foreningsarbejde er bare noget, der kom. Når du først er oppe på den karrusel, og den ikke stopper, så er det svært at springe af,” griner Richardt Biger Andersen, da han fortæller om tiden i Foreningen Registrerede Revisorer FRR og FSR – danske revisorer.

Richardt Biger Andersen er registreret revisor og gik på pension i september 2018. Han har været en aktiv del af bestyrelsen i FRR og i de senere år også i FSR – danske revisorer. Han kan i dag kalde sig æresmedlem af sidstnævnte forening og fylder 70 år den 5. februar 2020.

Da Richardt Biger Andersen var aktiv i FRR, lå fokus især på uddannelse, kvalitetssikring og it. Han var i årene fra 1996 til 2008 medlem af bestyrelsen som både kasserer og viceformand og var involveret i opstarten af Revimentor og senere CaseWare. Efter fusionen med Foreningen af Statsautoriserede Revisorer FSR blev Richardt Biger Andersen medlem af responsumudvalget i fire år.

I dag finder man Richardt Biger Andersen i et nyere rødstensrækkehus i Kronjylland. Det var et, som han og hans kone købte, og som gav færre kvadratmeter at passe for i stedet at bruge tiden på at rejse frem for at ordne have.

“Det har jeg ikke fortrudt,” fortæller Richardt, da vi står i gårdhaven, og han spejder ud over det grønne areal bag hækken.

“Det er heldigvis ikke mig, der skal ordne det område,” understreger han og peger ud bag hækken, hvor græsset ser nyslået og velholdt ud.

Richardt Biger Andersen prioriterer at have tid til at se børn og børnebørn og samtidig udnytte friheden til at rejse rundt i verdenen, når han og hans kone har lyst. Da Richardt Biger Andersen åbner døren, går han straks i gang med at lave kaffe. Det er helt tydeligt, at han nyder tilværelsen som pensionist på en afslappet måde. Nok har han pensioneret revisorlivet, men det frivillige arbejde kan han ikke slippe.

“Jeg har brugt rigtig mange timer af mit liv på foreningsarbejde. Det gør jeg sådan set stadigvæk. Jeg kan ikke undvære det der frivillige arbejde,” siger han, og husker tilbage på sin tid i FRR. “Så da jeg i sin tid blev spurgt, om jeg ville være aktiv i FRR, kunne jeg ikke tage mig sammen til at sige nej,” siger Richardt Biger Andersen og slår en høj varm latter op.

Savner ikke tallene
Selvom tallene fylder meget for en revisor, var det ikke dem, der fik Richardt Biger Andersen til at dedikere det meste af sit arbejdsliv til faget.

“Tal og skat har aldrig rigtigt interesseret mig. Det er rådgivningen og menneskene bag tallene, som interesserer mig,” forklarer han.

Men han slipper da ikke helt for tallene, for han er stadig engageret i en del foreninger og sidder blandt andet som kasserer i Rotary Distrikt.

“Sådan er det. Det er altid revisoren eller bankmanden, der ender med den opgave,” siger han og smiler, fordi han selvfølgelig har taget den tjans, han er blevet spurgt om.

Grønne ark og elektroniske lommeregnere
Der er pænt og ordentligt hjemme hos Richardt Biger Andersen. Næsten som en afstemt balance, hvor der ikke er en finger at sætte på det nydeligt indrettede hjem. Richardt Biger Andersen kigger lidt op som for at huske, hvordan det hele startede.

“I 1975 kom jeg til Kirk Revision i Randers. I 1979 blev jeg registreret revisor og medlem af FRR. Ret hurtigt blev jeg fagpolitisk, det var super sjovt,” husker han.

Men det hele var startet et andet sted. Han havde arbejdet hos Toldvæsenet i et stykke tid, hvor han fulgte et bogføringskursus. Her havde bogholderi vakt hans interesse, og som 25-årig startede han derfor som revisor hos Kirk Revision i Randers. Fire år senere kunne han kalde sig registreret revisor, hvilket Richardt Biger Andersen aldrig har fortrudt. Men det var en anden verden dengang.

“Dengang vi fik elektroniske lommeregnere, det var jo en revolution,” siger han og tilføjer: “Vi havde også grønne ark, som vi bogførte på. Vi syede dem sammen med noget rød bomuldstråd, for at klipse dem sammen, det var ikke godt nok,” forklarer han, mens hånden viser, hvordan de sad og syede de grønne ark sammen.

Mennesker, kunder og kolleger
Meget er sket siden dengang, og Richardt Biger Andersen har aldrig ladet sig skræmme af udviklingen. Tværtimod tog han aktiv del i FRR og FSR – danske revisorers udvikling.

Det har altid været mennesker, kunder og kolleger, som var det vigtige for ham. Det gjaldt også medarbejdere, som han var fortaler for at investere i.

“Vi havde en tese i FRR, som var, at man bør udvikle sine medarbejdere og dermed risikere, at de rejste fra én, fordi de blev så attraktive. Omvendt kan man jo selvfølgelig også lade være med at investere i medarbejderen og risikere, at de forblev i organisationen,” forklarer han om vigtigheden af hele tiden at udvikle folk. Det gælder også kundernes ansatte.

I dag savner han alle dem, som han har arbejdet med. Hvad enten det er kunder, kollegaer eller foreningsfolk. Men han keder sig ikke. Han er blandt andet blevet meget aktiv i den lokale håndboldklub i Randers.

“Vi er en lille gruppe af ældre mænd, der går og hygger om sponsorerne. Og når jeg siger ældre mænd, så mener jeg det. Den yngste er næsten 66 år. Det er så hyggeligt,” fortæller Richardt Biger Andersen.

Til de større arrangementer har de ægtefællerne med, så det frivillige arbejde ligger i høj grad i det sociale og fællesskabet.

“Vores koner er dog ikke tvunget til at lave noget til arrangementerne, bare fordi vi mænd er sindssyge nok til at engagere os,” forklarer fødselaren og bryder ud i endnu én lun latter, inden han bliver mere alvorlig:“Men det har været en virkelig spændende rejse, jeg har været på.”