09. august 2018

Debatindlæg Debatindlæg

Vi er nødt til at sætte ind over for skattesnyd

Licitationen, 9. august 2018


Billede af Anders Lau

Anders Lau Pressechef
nyn@sfe.qx 4193 9147



Nedenstående debatindlæg af erhvervspolitisk direktør i FSR – danske revisorer Tom Vile Jensen er oprindeligt bragt i Licitationen. Find den originale artikel her.

Skatteminister Karsten Lauritzens forslag om at sætte ind mod skattesnyd blandt SMV virksomhederne blandt andet med hjælp fra revisorerne er i denne uge blevet debatteret heftigt i Licitationens spalter. Ifølge nogle af kommentatorerne er tiltaget unødvendigt al den stund, at langt færre små og mellemstore virksomheder snyder i skat end for 10 år siden, som det hedder.

Fakta er imidlertid at antallet af virksomheder, der snyder i skat er steget markant i de senere år. Ifølge Skat selv er det cirka 10 procent af virksomhederne, der bevidst snyder i skat, og den andel har været nogenlunde konstant i mange år. Det skal dog sammenholdes med at antallet af virksomheder på bare 10 år er steget fra cirka 570.000 til 765.000. På den måde er antallet af virksomheder, der bevidst snyder selvfølgelig også steget. Udviklingen kan også aflæses i skatte- og momsgabet, som er vokset til svimlende 14 milliarder kroner. Og det endda efter al sandsynlighed lavt sat. Problemet er her, ifølge SKAT, størst blandt virksomheder med under 10 millioner kroner i omsætning. Denne gruppe står for hele 88 procent af skattegabet.

Dertil kommer at antallet af virksomheder, der laver ’fejl’ i selvangivelsen også er vokset markant i de senere år og at mange virksomheder selv vurderer, at risikoen for at blive taget i skattesnyd er faldet på det seneste.

Alle under pres
Virksomheder, der snyder i skat burde også være et alvorligt problem set med arbejdsgiverøjne. Det er jo erhvervsorganisationernes lovlydige medlemmer, der betaler regningen både i form af højere skatter og afgifter og i form af en urimelig og unfair - ja decideret usund - konkurrence fra firmaer, der kan file på prisen, når de ikke betaler den skat og moms, som de skal.

Selvfølgelig sætter det både de lovlydige virksomheder og revisorerne under pres. Hvordan reagerer den lovlydige tømmermester med en tilknyttet revisor ikke, når han kan se konkurrenten løbe med kunderne, fordi han kan holde kunstigt lave priser på grund af skattesnyd og fravalg af revisor. I debatten i Licitationen bringes særligt to løsningsforslag frem: 1) at skattereglerne skal forenkles og 2) at SKAT bør stramme op på kontrollen. For at starte med det første, så er vi enige i, at reglerne er blevet for omfattende og komplekse. Enklere regler kan selvfølgelig bidrage til at mindske antallet af fejl, men enklere regler er næppe løsningen på at stoppe det bevidste skattesnyd, som cirka 70.000 virksomheder står for. Med hensyn til at skattevæsenet bør øge kontrollen, så er det et synspunkt, vi længe har argumenteret for. Udfordringen er imidlertid, skattevæsenet allerede i dag skal kontrollere langt flere virksomheder, end der er ressourcer til - efter 10 års massive nedskæringer. Læg dertil, at de digitale systemer (eksemplificeret ved EFI), der skulle kompensere for nedskæringerne, enten ikke er kommet i drift eller fortsat kun er på tegnebrættet.

Flere muligheder
Det siger sig selv, at situationen er uholdbar. Udviklingen er dybt skadelig, ikke bare for statskassen men for hele erhvervslivet, der kunne være sluppet billigere i selskabsskat eller have fået andre fordele for de penge, som nu tilgår snyderne. Det er samtidig en udvikling som skatteministeren ikke har kunnet sidde overhørig og nu føler sig nødsaget til at reagere på for at undgå en negativ spiral. Er svaret så at genindføre revisionspligten for alle virksomheder? Det er det ikke nødvendigvis, men revisionspligtgrænsen er i spil, som et af de håndtag, som politikerne kan skrue på.

Andre håndtag kunne for eksempel være en mere systematisk og målrettet brug af det moms- og skattetjek, som FSR - danske revisorer udviklede i samarbejde med SKAT sidste år. Det kunne også være ved at indføre flere fordele til de virksomheder, som lader sig se over skuldrene, frivilligt åbner bøgerne og har styr på skattebetalingerne og ikke laver grove fejl.

I sidste ende er det i hele samfundets interesse, at vi finder den rette balance og løsning på behovet for mere kontrol og hensynet til, at det skal være let at drive virksomhed.

Gratis medlem?

Medlemsfordele

Faglige nyheder
Rabat på kurser
Arrangementer og events
Person med krydsede arme

Er du ansat i en medlemsvirksomhed, kan du blive gratis interessemedlem

Læs mere om vores medlemskaber