Behov for et mere rimeligt og proportionalt sanktionsregime

DebatUgens kommentar, 17. april 2015

FSR - danske revisorer

Der har været sagt og skrevet meget om kvaliteten i revisorernes arbejde de senere år. Både godt og dårligt. I foreningen er vi ikke i tvivl om, at danske revisorer leverer ydelser af høj kvalitet. Under finanskrisen kom revisorerne imidlertid under beskydning, og der blev sat spørgsmålstegn ved kvaliteten. Der var baggrunden for, at vi i foreningen satte kvalitet øverst på dagsordenen - og fortsat har det.

Kvalitet er et af branchens adelsmærker, og det må der ikke kunne stilles spørgsmål ved. Kvaliteten i ydelserne er afgørende for branchens legitimitet og samfundsmæssige relevans. Rollen som offentlighedens tillidsrepræsentant forpligter. Det er derfor, at foreningen prioriterer at have et højt fagligt serviceniveau og holder selvjustits gennem krav til medlemmer og medlemskabet. Høj kvalitet styrker branchens kvalitetsstempel over for omverdenen og holder ubehagelig lovgivning fra døren.

Igennem de seneste to år har vi rullet en lang række kvalitetsunderstøttende initiativer ud, og de første resultater begynder at melde sig. Der er langt færre revisionsfirmaer, der indbringes for Revisornævnet, hvilket ikke mindst er resultatet af, at den samlede profession har taget et kollektivt ansvar for at sikre kvaliteten.

Så vi synes, at vi har leveret, og at tiden nu er kommet til at stille krav til lovgiver. For selv om færre virksomheder indbringes for Revisornævnet, så ændrer det ikke ved, at de sanktioner, der møder revisorerne, er både urimelige og ude af proportioner, når det gælder de formelle overtrædelser.

Foreningen har flere gange opfordret myndigheder og politikere til at se på det hensigtsmæssige i den måde, som revisorerne sanktioneres på. Udgangspunktet for foreningen har været et ønske om et disciplinært system med en stærk signalværdi, og som bidrager effektivt til at sikre en høj kvalitet i revisorernes arbejde.

Vi har konkret foreslået, at Revisornævnet i sager, hvor revisor groft og gentagne gange har tilsidesat god revisorskik, i højere grad benytter sig af muligheden for at frakende revisor retten til at praktisere samtidig med, at både Revisortilsynet og –nævnet i langt højere grad end i dag benytter sig af henstillinger, advarsler og påbud i sager, hvor der er tale om rent formelle fejl, som ikke har haft konsekvenser for regnskabsbrugeren eller klienten. Kort sagt, at sanktionerne lempes i bunden og skærpes i toppen.

Det kan også være med til at sætte en stopper fra den flugt fra erklæringer med sikkerhed til assistanceerklæringer, som klart har sin rod i revisorernes ønske om at undgå risikoen for sanktioner i Revisornævnet for simple formelle overtrædelser.

Kontakt

  • Charlotte Jepsen

    Administrerende direktør

    3369 1098
    4193 3198