Det bliver alt for dyrt at uddanne revisorer – fremdriftsreformen må om igen

DebatUgens kommentar, 20. marts 2015

FSR - danske revisorer

Fremover bliver det dyrt at uddanne revisorer. Det kan blive dyrt for det danske samfund, som hidtil har haft stor succes med at give gratis adgang til auditorierne på universiteterne.

I foreningen er vi bekymrede over udviklingen, som er en konsekvens af den fremdriftsreform, regeringen vedtog sidste år. Revisorbranchen spiller som leverandør af troværdig regnskabsinformation en nøglerolle i udviklingen af en konkurrencedygtig økonomi. Med en ekstra regning på op til 100.000 kr. for at få en relevant kandidatgrad er der en overhængende risiko for, at der bliver færre kandidater til revisorbranchen, og at uddannelsen af nye kandidater koncentreres om de store byer.

Det er helt igennem utilfredsstillende og uforståeligt, at politikerne på den måde kasserer en succesfuld uddannelsesmodel, som hidtil har genereret højt kvalificerede kandidater, der er gået direkte fra universitetet og i arbejde - og hvor rigtig mange har ikke ligget samfundet til last og trukket på SU-systemet, fordi de har arbejdet fuld tid ved siden af studiet.

Formålet med fremdriftsreformen var at spare samfundet for udgifter til studerende, som er lang tid om at gennemføre deres studie. I foreningen er vi generelt enige i den målsætning. Men vi må konstatere, at for revisorbranchens kandidater vil fremdriftsreformen have den modsatte effekt. Revisorernes kandidatuddannelse fungerer nemlig anerledes. Mange af de studerende arbejder i et revisionsfirma ved siden af studierne, og den praktiske erfaring med regnskaber og revision er helt afgørende for at revisorerne har de fornødne kvalifikationer den dag, de får autorisation til at skrive under på virksomhedernes regnskaber.

Det er heldigvis ved at gå op for andre end revisorerne, heriblandt Dagbladet Politikens uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang, som under overskriften ”Fremdriftsreform bliver tilbagetog for regeringen” bl.a. skriver: ”Desuden er det en mærkesag for ministeren at få overgangen fra uddannelser til arbejdsmarkedet til at hænge bedre sammen. Og det er netop hvad der er lykkedes for revisoruddannelsen, hvor de færdige kandidater bliver ansat, før blækket på deres eksamensbevis er tørt. Blandt andet fordi kandidaterne forener erfaring fra arbejdsmarkedet med den viden, de har fået på uddannelsen."

Så vores opfordring til politikerne er, at lade fremdriftsreformen gå om - og droppe den tilgang, at ”one size fits all”. De bør i stedet tage hensyn til, at der er forskel på studierne og til, at i nogle studier har den praktiske erfaring stor betydning for det faglige niveau hos de færdiguddannede kandidater.

Alternativet er – og det kan være en ligeså god løsning – at åbne mulighed for fireårige erhvervskandidatuddannelser, så de studerende kan tage overbygningen på fire år mod til gengæld at have et relevant arbejde ved siden af og afstå fra at modtage SU. Det har den store gevinst, at kandidaterne er klar til arbejdsmarkedet med relevant erfaring og skarpe kompetencer fra dag ét, de står med eksamensbeviset i hånden.

Med den rigtige fremdriftsreform risikerer politikerne at skyde sig selv i foden og gå glip af vigtige bidrag fra revisorbranchen. Hvis dansk økonomi skal helt frem i førerfeltet, er det afgørende, at virksomhederne er konkurrencedygtige. Det kræver høj tillid mellem virksomhederne indbyrdes og mellem virksomheder og myndigheder, og det kræver adgang til økonomisk rådgivning på et højt fagligt niveau. Revisorbranchen spiller med dens højtuddannede medarbejdere en central rolle i den forbindelse. Fremdriftsreformen gør det ikke lettere at udfylde den rolle.

Kontakt

  • Charlotte Jepsen

    Administrerende direktør

    3369 1098
    4193 3198